Martin Jørgensen gjorde fredag – dagen efter sin 36 års fødselsdag – comeback i den røde landsholdstrikot, da han kom ind 20 minutter før tid og hjalp holdet med at køre sejren stabilt hjem. Selvom midtbanespilleren har prøvet lidt af hvert, så er han stadig tændt forud for alle fodboldkampe han spiller.
– Det kribler i maven når jeg skal spille en Superliga-kamp, og hvis det ikke gjorde det, så tror jeg at jeg havde hængt støvlerne på krogen for længe siden. Der skal være spænding på, ellers kan man ikke yde det optimale, udtaler Martin Jørgensen til KanalSport.dk.
Selvom han før har været vant til at være stamspiller på holdet, så falder han fint ind i sin nye rolle som indskifter til kampene og indpisker på træningsbanen:
– Jeg har ambitioner om at give mit bidrag, og sørge for holdet vinder. Hvis det er at komme ind og spille 20 minutter, eller slet ikke spille men gøre gavn på træningsbanen, så gør jeg gerne det. Det handler om at vinde på tirsdag og komme med til EM-slutrunden, og det er vores fællesmål. Jeg kan sætte mine personlige ambitioner lidt i baggrunden fordi jeg har prøvet så meget, det gør det hele lidt mere afslappet for mig, fortæller Jørgensen.
Se det er en holdning som Bendtner og andre egoistiske spillere kunne lære en hel del af!