AGF – et fair tophold

BLOG: AGF er tilbage igen i bedste række. En række de i mange sæsoner har kæmpet for at vinde, men ikke med nævneværdigt held i mands minde.

Siden ligaen med sin nuværende professionelle form blev indført for ca. 13 år siden, har AGF mere i reglen end undtagelse fristet en tilværelse i den nederste halvdel af tabellen med enkelte afstikkere op i midterfeltet, for så igen næste sæson at konsolidere sin plads som et bundhold.

Sidste gang AGF deltog i denne række, endte de ud som den store taber og måtte se sig nedrykket fra fællesskabet.

Denne blog er dog ikke skabt med den tanke at skabe negative tanker i en ellers positiv tid. Den er derimod skabt med tanke på, at vi er nødt til at holde benene på jorden, før vi stiger til himmels. For på vej til himmels, det er vi i den grad. En tredjedel inde i sæson, ligger AGF særdeles godt til i tabellen. Og på mange måder nok også bedre, end selv den mest optimistiske tilhænger havde turdet håbe på.

Årsagen hertil? Jeg kommer her med mine bud:

1) Igennem en længere proces, er der fra ledelsen, den sportslige såvel som den økonomiske, lagt en meget strammere disciplinær linie. Den bærer nu frugt. Jovel, der er ekstremt røde tal på bundlinien, men man skal jo også ramme bunden, før man begynder at hoppe igen.

2) Der er blevet ryddet op i spillertruppen. Ud er røget hårde typer som måske kæmpede deres egen kamp på banen (ingen navne nævnt) og ind er kommet personer med en mere elegant og intelligent tilgang til spillet (igen, ingen navne nævnt – men du, kære læser, kan da kigge spillertruppen igennem). Dermed ikke sagt, at “kæmperen” ikke er nødvendig på et tophold, men han skal holdes i kort snor, og det er dét, vi i dag ser i AGF, hvor nye ledertyper træder frem.

3) Sidst, men bestemt ikke mindst, er der kommet en træner til med meget klare ideer, og en dedikation til sin taktik så stærk, at selv en tysk officer virker løssluppen i forhold til. Og så er vi tilbage ved punkt 1 og de faste rammer.

Summa summarum, et hold skal have et holdepunkt at falde tilbage på, hvis de skal præstere positivt og kontinuerligt i længere tid, og det er det, jeg mener, vi ser i AGF lige nu. Dermed ikke sagt, at vi står til guld og grønne skove denne sæson, men et disciplineret fundament er ved at blive støbt for øjnene af os, og det er et fundament vi kan bygge et meget højt hus på.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvad AGF tidligere har forsøgt at bygge deres hus på. Men jeg ved, at vi ikke længere ser, at der bliver smækket skaller til højre og venstre på træningsbaner og kamparenaer. Jeg ved, at vi langt mindre grad end tidligere brokker os på må og få, tilskuere som spillere som trænere. Og jeg ved, at vi i langt højere grad viser respekt for modstanderen, men samtidigt også giver dem en fair kamp til stregen med vores disciplineret taktik.

Og det er lige netop det, som Enrique Córdova-Jensen og resten af DBU-staben kan lide! Måske er det endda også den faktor, som kan sende AGF ud i Europa næste sæson. Yep, du har nok gættet det nu, denne blog omhandler ikke AGF i Superligaen, men derimod AGF i Fair Play Ligaen.

Jeg kan afsløre, at AGF i skrivende stund fører den aktuelle stilling aldeles komfortabelt med over 0,3 koefficientpoint til nr. 2, FC Nordsjælland. Dermed ikke sagt, at selv om AGF skulle gå hen og vinde Fair Play Ligaen (og de 50.000 kr. i præmiesum), så kommer de også ud i Europa næste sæson. Det kræver, at Danmark som fodboldforbund får en international koefficient på over 8, for at komme i betragtning til en af de tre pladser, UEFA deler ud. Det er dog en ting, Danmark har haft stor held til at komme i betragtning til i de sidste mange år.

Men en fræk tese i denne blog går på, at hvis AGF kan holde sin førsteplads i fair playstillingen, så burde chancen for at ligge højt i tabellen også være stor. Nedenfor kan du se AGF’s placering i Fair Play (FP) stillingen de sidste 13 år kontra AGF’s stilling i Superligaen (SL), og så må du selv vurdere, hvor meget fair play siger om slutplaceringer:

Jeg behøver vel ikke opsumere den nuværende stilling…

Derudover kan det siges, at vinderen af Fair Play turneringen også har vundet hele Superligaen seks gange ud af de 13 gange, de to “mesterskaber” har været afholdt sideløbende. Ligeledes har Fair Play-vinderen været i Superligaens top tre intet mindre end ni gange i samme periode (se evt. tabellen sidst i denne blog). Dårligeste placering for en Fair Play vinder i Superligaen var i sæson 2007/08, hvor FC Nordsjælland måtte nøjes med 9. plads, de havde dog alligevel over dobbelt så mange point som Viborg FF på 11. pladsen.

Og hvad kan vi så bruge denne sammenligning til? I min optik ikke meget mere end et håb om gode tider, men man siger jo statistikker aldrig lyver.

Her ses en tabel over Fair Play vindere fra 1998/99, hvor konkurrencen i sit nuværende format blev indført, Superliga vindere i samme periode, samt hvilken Superligaplacering Fair Play-vinderen opnåede i sæsonen.