Den århusianske sport kommer til debat hos Mediehus Aarhus, der har startet et nyt debatprogram med titlen “Over Stregen”. Programmet vil gå tæt på den aarhusianske sportsverden, hvor der vil blive analyseret, kommenteret og diskuteret lystigt. Første program sendes i morgen aften, og her vil det være AGF der kommer i fokus.
Programmet styres af chefredaktør Søren Højlund Carlsen, og i første program vil gæsterne være kommunikationsrådgiver Jesper Krusell fra Vesterbro Hardcore AGF, journalist Rasmus Boserup fra Århus Stiftstidende og tidligere chefredaktør på Aarhus Stiftstidende Peter Vestergaard.
– Som fodboldelsker er jeg glad for, at vi kan præsentere et lokalt tv-program, hvor vi har lejlighed til at diskutere byens hold. Men fodbold bliver kun en lille del af “Over Stregen”. Vi kommer også til at diskutere basketball, håndbold, atletik, badminton og mange andre idrætsgrene, hvor der er lokal bevågenhed og interesse. Sportens verden fylder nemlig meget i Aarhus. Derfor har vi som byens lokale public service medie også en pligt til at dække denne del af byens kulturliv, udtaler redaktør Søren Højlund Carlsen i en pressemeddelse.
Andre debattører i programmet vil være redaktionschef Jan Schouby fra Århus Stiftstidende, redaktør Allan Hvid fra kanalsport.dk og journalist Carsten Løvschall fra Danmarks Radio.
Programmet sendes første gang fredag kl. 22.30 på Kanal Østjylland, og sendes flere gange på Aarhus Lokaltv – ALT i løbet af den kommende uge. Programmet kan også ses på internettet, nærmere betegnet mediehusaarhus.dk fra mandag morgen.
Skriv et svar