Med en nuværende fjerdeplads er den første tredjedel af sæsonen bestemt veloverstået for AGF, og selvom det selvfølgelig skyldes godt spil i begge ender, mener Peter Graulund også, at AGF’erne har haft det nødvendige held der skal til, for at ligge hvor de ligger.

– Vi har bestemt haft marginalerne på vores side i flere tilfælde – det er helt sikkert. Skal man ligge med i toppen, kræver det også at heldet falder til den rigtige side, men det ændrer ikke på, at vi har spillet godt og har udviklet os gennem sæsonen, siger Peter Graulund til tipsbladet.dk.

Ikke siden 1996 har AGF haft nævneværdig succes, men med den nuværende placering i tabellen er der en vis grobund for optimisme og håb om bedre tider.

– Det har været en lidt mat tid for AGF siden, og det er da sjovt, hvis man kan være med til at skabe lidt succes igen for Aarhus og AGF. Vi gør selvfølgelig alt hvad vi kan for at skaffe så mange point som muligt, siger Peter Graulund og fortsætter.

– Men når det så er sagt, ved vi også godt, at der er andre hold, der er bedre end os i ligaen. Igen i år er der det store brede midterfelt, hvor der ikke er specielt langt fra nummer to til nummer otte. To tabte kampe eller to vundne kampe i træk kan gøre en kæmpe forskel på, hvor du ligger placeret, slutter Graulund.

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here