Blog: Dette indlæg bør du læse i sammenhæng med mit indlæg fra den anden dag. Det hedder “Øverste hylde II”.
De spillere, jeg taler om i dette indlæg, er alle klart på Superliga niveau. Man kunne nok endda argumentere for, at de hører til på øverste hylde. I hvert fald hvis omstændighederne for nogle af dem var lidt anderledes. Jeg tror måske, at disse spillere kan give lidt diskussion på AGFFAN. Det vil kun være dejligt, for vi har sandt for dyden ikke meget at gå op i, sådan fodboldmæssigt, i disse nyhedsknappe tider.

Her kommer de fem:

Hjalte Nørregaard
Med fire landskampe på CV’et og en del Europa-cup kampe for FCK skulle man mene, at Hjalte hører til på øverste hylde. Han blev hentet til AGF som lidt af et scoop for et år siden, men vi har ikke set ham helt oppe i omdrejninger. Han var længe skadet, men blev til alt held klar til at spille samtidig med at Kasper Povlsen blev skadet og han spillede de sidste kampe i efterårssæsonen. Han har dog ikke overbevist mig om, at han netop nu hører til på øverste hylde. Hjalte er ikke nogen fandenivoldsk spiller. Men det som vi kan forvente fra hans side er masser af rutine. Sådan noget med at placere sig rigtigt og foretage de rigtige løb og støtte de mere urutinerede kræfter på banen. Når han det niveau han havde på FCK’s hold for bare få sæsoner siden, tøver jeg ikke med at smide ham op på den øverste hylde. Men den plads får han ikke på fordums styrke.

Søren Larsen
Endnu et scoop. Denne gang fra sommerens transfervindue. Larsen var i en sørgelig fysisk forfatning, da han dukkede op. Han havde ikke spillet i meget lang tid og formen var derefter. Han skulle så at sige spille sig i form. Han gjorde et par indhop i starten, men har siden været i startopstillingen. Med Graulunds skade blev Larsen pludselig en (tvungen!) sikker starter hver gang. Han står noteret for 11 mål i 21 kampe for GF. Det er i sig selv imponerende. Men fire af scoringerne faldt i pokalkampen imod Blokhus og tre faldt i den helt forrygende kamp imod FC Midtjylland. Så er der fire mål til fordeling i de resterende 19 kampe. Det er ikke så imponerende igen. Han har målnæse, den gode Larsen, men han har brændt ukarakteristisk mange oplagte hovedstødschancer. Det ville jeg ikke have troet. Han er ikke nogen gudbenådet fodboldspiller, men han er boldfast, som vores landstræner ville sige. Apropos landsholdet så har han også scoret 11 mål der men i 20 landskampe. Vi vil bare så gerne se mere til den der målnæse, som alle snakker om. Når det sker, venter der nok også en plads på øverste hylde.

Jeg har netop i dag læst på TV2.dk, at landsholdets angrebstræner Ebbe Sand mener om Larsen, at han er en ”typisk boksspiller, som altid vi være i periferien, hvis han pludselig blomstrer op igen”. Det siger sig selv, at kommer han på landsholdet igen, så hører han selvfølgelig til på øverste hylde.

Peter Graulund
Grauhunden har haft en rigtig møgsæson. Så er det sagt. Den startede med, at han ikke kunne score i, var det, de første seks kampe. Og den sluttede med en sprunget akillessene. En skade der sagtens kunne og måske stadig kan koste ham karrieren. Det har han prøvet før, men kom tilbage i fuld vigør. Kan han mon gøre det igen? Bulletinerne siger, at han er foran genoptræningsplanen, og jeg håber det holder hele vejen. Det ville være skønt, hvis han kunne komme tilbage og selv bestemme, hvornår karrieren skal slutte. Graulund har været AGF’s bedste angriber i snart mange sæsoner. Ikke bare har han været vores topscorer, men han har også altid gået forrest med en fight, som selvfølgelig er populær hos fansene. Det er klart, at her og nu, hvor han genoptræner, kan jeg ikke putte ham i nogen bås, men bliver han spilleklar har han klart superligaklasse. Men jeg er faktisk i tvivl om (hvis jeg nu tager mine AGF-briller af) om man egentlig kan placere ham på Superligaens øverste hylde. Selv en Graulund på toppen.

Der er nok mange, der nu vil tænke, hvad sker der lige for ham (mig). Selvfølgelig hører Graulund da til på øverste hylde. Den diskussion kunne være sjov at følge, så bare kom i gang med kommentarerne.

Søren Berg
Ham kan vi altså være glade for. I starten af sæsonen bankede han kasser ind sådan nærmest efter forgodtbefindende. Specielt ét mål står lysende klart for alle. Den fjerde GF-scoring i føromtalte FCM-kamp. En scoring som han har vundet hæder for lige siden. Fuldt fortjent. Der var også målet, hvor han sparker fra egen banehalvdel og den ender med at ryge i kassen. Hans hotte periode faldt sammen med, at Graulund var inde i sin tørkeperiode og Søren Larsen bare var en træt gammel mand. Så Bergs scoringer medvirkede til pointhøsten i starten af sæsonen. Nu er det jo egentlig ikke Berg scoringerne skal komme fra. I hvert fald ikke dem alle. Det må der være nogen, der har fortalt ham, for han er i hvert fald scoringsmæssigt gået i stå. Spillemæssigt holder han derimod et konstant højt niveau. Man ser aldrig Berg falde helt ud af en kamp. Heller ikke en nærkamp. Nærkampe vinder han på stribe, drønstærk som han er. Superligaklasse det har han. Og på sine gode dage (dem er der til alt held flest af) kunne man godt argumentere for at han hører til på øverste hylde også.

Kasper Povlsen
Profilen Kasper P var overskriften på et indlæg, jeg begik tilbage i juni måned. Det indlæg beskriver i meget rosende vendinger, hvad jeg mente om Kaspers spil i den periode og det indeholder alle argumenter for, at Kasper, hvis han da ikke lige var blevet skadet, var godt på vej til at spille sig op på øverste hylde. Det ser ud til, at han efter sin skade er tilbage i fysisk topform. Og det skal blive spændende at se om han kan generobre sin plads på den centrale midtbane. Det er jo ikke hvem som helst han skal slå af. Det er min påstand, at Kasper ville pynte på næsten alle Superligahold. Og når han tilbage i den form han var, før sin skade, og fortsætter han sin udvikling (han er altså kun 22 år) venter der en plads på øverste hylde. Ingen ved hvor det ender.

Det var så den håndfuld spillere, som jeg sådan set godt kunne argumentere for, skulle op på hylden. Men det er jo kun Berg, der har været i god form hele efterårssæsonen. Alle de andre har enten fået deres sæson ødelagt af skader eller i Larsens tilfælde af manglende form fra starten. Noget han, ifølge ham selv, aldrig er kommet sig helt over. Graulund arbejder i øjeblikket for at blive klar, som nævnt. De øvrige er alle med i opstarten på den nye sæson. Det skal blive spændende at se, hvordan Hjalte og Larsen, der denne gang får lejlighed til at spille sig i form sammen med holdkammeraterne, klarer sig. Berg er notorisk stærk, og han er bare klar. Der kommer næppe mange overraskelser fra hans side.

 

12 KOMMENTARER

  1. forstår det ikke helt.
    Du siger at de måske hører til på øverste hylde, men de spiller jo allerede for AGF ;-)

  2. Jeg er enig med dig langt hen ad vejen Torben og det er en rigtig god blog, du har skrevet, synes jeg. Ift. Graulund er jeg dog uenig med dig. Lad mig lige starte med at slå fast, at jeg forstår din blog som en slags optakt til foråret/fremtiden, og det er i det perspektiv min uenighed skal ses. At placere Graulund i superliganiveaugruppen kan måske godt forsvares, men jeg synes umiddelbart, at det er lige vel optimistisk. Og at han skulle være aktuel til øverste hylde, vil jeg så godt som udelukke. Vi snakker om en mand, der er tæt på at være 36, når/hvis han får come back. I det perspektiv mister han selvfølgelig niveau/fart. Samtidig har vi set mange eksempler på, at en sprunget akillescene ligeledes kan gøre, at man ikke kommer op på nær samme niveau igen (se fx på Dioh, som mistede sin eksplosivitet). Sin skudstyrke vil Graulund stadig have, når/hvis han kommer tilbage, men farten og eksplosiviteten vil slet ikke være den, vi kender. Det vil i sig selv være en præstation, hvis Graulund kommer tilbage på et niveau, der gør ham aktuel til truppen (som indskifter), men jeg er sikker på, at vi ikke igen får den Graulund at se, som vi kender. mange odds taler mod Graulund, men på den anden side, så må man også sige, at hvis der er nogen, der kan gøre det, så er det netop Graulund! Jeg får mere og mere respekt for den mand…

  3. Ro på.. Der er skrevet i Øverste Hylde II, at der vil komme flere vurderinger hen ad vejen, så mon ikke de kommer? Der blev jo også kun nævnt 3 spillere i Øverste Hylde II ;P

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here