Det var ikke verdens største overraskelse, at AGF i dag torsdag kunne præsentere nordmanden Morten Moldskred som angriber i klubben. Moldskred har underskrevet en halvandet år lang kontrakt og glæder sig til at spille.

– Jeg er endelig skadesfri og glæder mig til at spille igen, men jeg kan godt forstå, at nogle måske er skeptiske, men jeg fejler intet, siger nordmanden, der har været meget skadet i sin tid i Rosenborg BK, til Stiften.dk

Det er også værd at bemærke, at Morten Moldskred er skiftet til AGF uden betaling til den norske klub, hvor han har spillet i to år.

– Min kontakt med Rosenborg er annulleret, og jeg har signeret med AGF for de næste 17 måneder, forklarer han.

Desuden kan Moldskred fortælle, at han har adspurgt sin tidligere holdkammerat Rade Prica, der kender den danske liga, om AGF. Prica havde kun positivt at sige om Aarhus-klubben, som Moldskred i forvejen ikke kendte meget til.

AGF’s cheftræner Peter Sørensen, der længe har ønsket sig en ny angriber, er også godt tilfreds.

– Med Morten på vores hold kan vi stille med en klassisk angrebskonstellation med en stor og stærk boks- og target-spiller og en hurtig og bevægelig dybderumsspiller. Morten er dygtig til at søge rummene bag forsvaret, og det giver os fremover mulighed for at true både mellem- og bagrummet i modstandernes forsvar og gøre os mere alsidige og uforudsigelige, når vi har bolden, siger Sørensen til AGFfodbold.dk

Morten Moldskred har sin første arbejdsdag i AGF på mandag, og han skal spille i trøje nr. 15.

Foto: AGFfodbold.dk

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here