Onsdagens AGF-træning var henlagt til NRGi Park, da Fredensvangs græsbaner endnu ikke er på et niveau, hvor de holder til flere ugentlige træninger. Klubbens bedste bane for enden af Stadion Allé var dog heller ikke i forfærdelig god stand. I første omgang betød det dog ikke så meget, for da træningen skulle til at i gang, manglede der en enkelt lille rekvisit. Hele truppen stod nemlig på Aarhus Stadion – Uden bolde. 

Ingen bolde fra start

Klokken 10.30 onsdag formiddag samledes AGF-truppen på NRGi Park efter at have klædt om på træningsanlægget i Viby. Spillere og trænere kørte i biler ud til Stadion, og da Peter Sørensen kaldte til samling, manglede der pludselig noget. Der var nemlig ingen bolde at se nogen vegne. I AGF er ansvaret for boldene tildelt truppens yngste spillere, og det var således disse, der glemte at tage boldnettene med ud på stadion, da træningsanlægget i Viby blev forladt efter omklædning. De fleste er nok ikke så overraskede over, at Peter Sørensen var en smule utilfreds med at stå uden bolde til træning. De unge spillere kiggede bebrejdende på hinanden, men Sørensen gad ikke høre på søforklaringer. I en form for kontrolleret raseri fik cheftræneren fortalt spillerne, at man ikke kan spille fodbold uden bolde, og i samme ombæring fik han tilkendegivet sin utilfredshed med situationens tilstand.

Som løsning på boldproblemet kørte cheftræner Peter Sørensen selv tilbage til træningsanlægget i Viby for at hente boldene, mens assistenttræner Jesper Sørensen stod for den første del af opvarmningen. Vel og mærke uden bolde. Den skadede angriber Peter Graulund, som deltog i dele af træningen, kom også med en kommentar til de unge spillere om, at det vel ikke kunne være så svært at holde styr på nogle bolde, og herefter brød truppen op og påbegyndte opvarmende løb på tværs af banen. Under dette så et par af de unge spillere en smule matte ud i ansigterne, og A+ træner Casper Bugge forsøgte at muntre de unge spillere lidt op, efter deres halvstore bommert med boldene. Samtidig fik han også lige fortalt synderene en ekstra gang, at en sådan fejl bare ikke må ske.

Opsang fra chefen

Efter et lille kvarter var Peter Sørensen tilbage ved træningen med et boldnet i hver hånd, men inden træningen kunne fortsætte samledes truppen igen om den skaldede cheftræner. Her blev boldproblemet igen påtalt og beskrevet som “sjusk”. Generelt opfordrede Sørensen til, at spillerne hev lidt op i sig selv og skærpede koncentrationen i løbet af træningen. Som chefen sagde: “Vi er sammen nogle få timer om dagen. I de timer kan vi godt kræve, at i er koncentrerede omkring det, vi laver. Det her sjusk gider vi simpelthen ikke bruge tid på.” Efter denne lille opsang til hele truppen omtalte Sørensen kort kampen mod Brøndby på søndag, og han listede samtidig nogle praktisk oplysninger op for spillerne. Herefter blev træningen ved assistent Jesper Sørensen genoptaget med en pasningsøvelse, hvor både Peter Graulund og Søren Larsen deltog på trods af deres nuværende tilstedeværelse på skadeslisten. Samtidig gik Steffen Rasmussen, Emil Ousager og ungdomsmålmand Frederik Jacobsen sammen med målmandstræner “Magic” væk fra resten af holdet for at lave deres egne øvelser.

I pasningsøvelsen holdt Peter Sørensen sig i baggrunden, mens assistent Sørensen tog teten. Han delte roser og motiverende tilråb ud til spillerne i løbet af øvelsen, hvor det overordnet gjaldt om at aflevere hårdt både langt og kort langs jorden. Her fik også banen på NRGi Park en kommentar med på vejen. I følge Jesper Sørensen var denne nemlig meget ujævn, og bolden “hoppede og dansede”, som han sagde det. I den forbindelse mindede han spillerne om, at det kunne være en god idé at tæmme bolden på det  ujævne underlag, så man lettere kunne bevare kontrollen. Overvejende lykkedes det spillerne at beherske bolden, og roser til spillere som Kasper Povlsen, Hjalte Bo Nørregaard og Arthur Sorin flød således af sted. Omvendt havde de to skadede spillere Søren Larsen og Peter Graulund nogle få problemer med denne øvelse, hvilket især skabte irritation hos den sidstnævnte. Dog må det manglende touch hos de to angribere tilskrives deres skader, hvoraf Graulund som bekendt har været ude siden pokalkampen mod Vejle d. 26. september.

Graulund forsøgte at snyde sig til spiløvelse

Efter denne seance gik truppen sammen med  Peter Sørensen over på den modsatte side af banen, hvor der var blevet gjort klar til en spiløvelse med bander. Søren Larsen gik med fysioterapeut Hans Henrik Gaden, og de satte sammen kegler op til øvelser med pasninger kombineret med løb. Fysioterapeuten kiggede pludselig op over mod resten af truppen, og her kunne han se Peter Graulund luntede over mod spiløvelsen sammen med resten af truppen med den største selvfølgelighed. Hans Henrik Gaden råbte derfor den ærgerrige angriber an, for planen var sandelig ikke, at han skulle være med der. Han skulle i stedet lave øvelser sammen med Søren Larsen. Denne disposition var Graulund ikke umiddelbart enig i, da han godt mente, at han kunne spille lidt med. Alligevel skulle der ikke meget overtalelse til, før angriberen gik med fysioterapeuten over til Søren Larsen, hvor de kunne påbegynde de føromtalte genoptræningsøvelser.

De to angribere accepterede deres rolle, men det var tydeligt, at de begge langt hellere ville deltage i spiløvelserne, som foregik ved siden af. Efter et par minutter hvor de i fællesskab brokkede sig lidt i sjov over deres situation, fik de en rimelig intensitet i deres øvelser. De skiftedes til at runde en kegle og derefter lave en pasning til fysioterapeuten, hvorefter de rundede keglen igen. Samtidig med disse lette pasningsøvelser, hvor de to skadede angribere dog fik pulsen fint op, var der påmonteret pulsmålere på dem begge. På den måde kunne den fysiske træner Lars Raundahl Rasmussen kontrollere, om de to angribere præsterede det nødvendige pulsniveau, så de fik det optimale ud af øvelsen. Raundahl var yderst tilfreds med indsatsen fra Graulund og Larsen, som begge, ifølge målinger, lå omkring 90-94 procent af deres makspuls.

Sharapova og pasningskongen Kure

De to spillere var da også en smule trætte, da de efter en lille halv time afsluttede øvelsen, som også indeholdt flere andre aspekter. Den sidste del af øvelsen bestod i at lave samme løb omkring en kegle som tidligere, og så vende tilbage til fysioterapeuten for denne gang at heade. Da det blev Søren Larsens tur lavede han øvelsen med en fin intensitet, og hver gang han headede udbrød han et støn. Det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, for der var mildest talt fart på de hovedstød. Under en vandpause for resten af truppen kunne midtbanespiller Hjalte Bo Nørregaard dog ikke dy sig for at kommentere de gentagne hovedstøds-støn fra lange Larsen. Hjalte Bo tog en tår vand, kiggede lidt skævt over på Larsen, tog flasken fra munden og sagde til spredte grin for resten af truppen: “Så er det vist godt, Sharapova”. Larsen fortsatte upåvirket af sammenligningen med den kvindelige tennisspiler, som blandt andet er kendt for sine utroligt højlydte støn, når hun spiller. Peter Graulund måtte dog alligevel trække en smule på smilebåndet.

Under spiløvelsen med resten af truppen var Peter Sørensen langt mere tilfreds, end han havde været, da træningen begyndte. Han roste således gentagne gange hele holdet for en god indsats med mange gode pasninger og løb. Spillet flød skam også godt i denne øvelse, hvor sædvanlige spillere som Martin Jørgensen, Hjalte Bo Nørregaard og Casper Sloth viste fine evner. Samtidig fik ingen ringere end forsvarsspilleren Anders Kure stor ros for sin indsats i øvelsen, hvor han flere gange bød sig til med lækre afleveringer og smarte løb. I samme sekvens aflagde sportschef Brian Steen Nielsen træningen et visit, og han bemærkede også Kures tekniske kvaliteter. Således fik den blonde AGF’er en hurtig kommentar med fra Brian Steen under en vandpause: “Hold da helt op, Kure. Følte afleveringer, lækre tæmninger og det hele.” Kure svarede med et smil: “Du lyder jo helt overrasket”. Dette benægtede Brian Steen Nielsen dog med et endnu støre smil, hvorefter han gik hen for at få sig en snak med målmandstræner Magic.

Skudøvelser og forsvarsfokus

Efter de store roser af småspillet blev truppen delt i to, hvoraf angriberne og midtbanespillerne Aron Jóhannsson, David Skhirtladze, Casper Sloth, Hjalte Bo Nørregaard og Martin Jørgensen gik med Jesper Sørensen, mens resten fulgte i hælene på cheftræner Peter Sørensen. Hos assistenten Sørensen stod den på afslutninger kombineret med nogle få pasninger, mens forsvaret var i fokus hos de spillere, som var i selskab med chefen Sørensen. I afslutningsøvelserne udmærkede Martin Jørgensen sig flere gange med sit knastørre vristspark, mens også weekendens målscorer Aron Jóhannsson viste sig fornuftigt frem. Omvendt havde David Skhirtladze lidt problemer, da han havde tendens til at overplacere sine skud. Efter en kort snak med Jesper Sørensen blev dette dog bedre, og Skhirtladze fik således også gang i målscoringen i noget nær samme grad som angrebskollegaen fra Island. I denne øvelse viste ungdomsmålmand Frederik Jacobsen også prøver på hvad han kan, da han flere gange pillede de mere eller mindre etablerede førsteholdsspillere.

Mens den altså stod på afslutninger hos Jesper Sørensen, var der anderledes fokus på at forhindre afslutninger hos Peter Sørensen. Cheftræneren delte de spillere han havde omkring sig op i to, hvoraf den ene del agerede bagkæde, mens den anden fungerede som angribere. Forsvaret bestod af Arthur Sorin, Adam Eckersley, Mikkel Kirkeskov, Atle Roar Håland, Jens Jønsson og Anders Kure, som blev skiftet rundt et par gange, så der kun var fire forsvarsspillere i aktion af gangen. Denne øvelse fungerede således som en styrkelse af forsvaret, da Sørensen ikke brugte meget tid på de angribende spillere, som blandt andet bestod af Edafe Egbedi, Kasper Povlsen, Emil Scheel, Stephan Petersen, Søren Berg og Osama Akharraz. Sørensen gav også de skiftende forsvarsspillere instrukser med direkte henvisning til søndagens kamp. Således hørtes både navne som Rommedahl og Makienok i forbindelse med Sørensens dessiner.

I løbet af afslutningerne hos Jesper Sørensen blev både Søren Larsen og Peter Graulund tilbudt at deltage, og de to rutinerede herrer var ikke sene til at takke ja. De mere eller mindre stormede over for at være med, men deres vilje bragte dem ikke ubetinget til sejr. De havde således begge deres problemer med tæmninger og afslutninger, da de selvsagt ikke er på samme nuværende tekniske niveau som resten af truppen på grund af deres skadespauser. Et enkelt mål eller to blev det dog til fra de to angribere, som tydeligvis nød at deltage i afslutninger.

Humpende Howard

Til slut i træningen blev der spillet på stor bane, hvor holdene igen blev blandet jævnligt. Der blev spillet et kvarters tid, og igen fokuserede Peter Sørensen mest på forsvaret i sine dessiner. I denne sekvens sad Stephan Petersen umiddelbart over, men det virkede nu alligevel ikke til at være noget alvorligt, mens Jerry Lucena end ikke var at finde til dagens træning. Dog blev både David Devdariani og Mark Howard spottet af AGFFAN.dks udsendte, da de forsøgte at transportere deres skadede lemmer et smut ned i det træningscenter, som ligger i forbindelse med NRGi Park. Specielt engelske Howard måtte anstrenge sig, da han humpede kraftigt på den ene fod, som han fik opereret tilbage i februar på grund af ankelproblemer. Han meldes fortsat ude i cirka 4 måneder, mens det også ser svært ud for Devdariani, som i løbet af det seneste halve år har døjet med en masse forskellige skader.

Efter cirka 15 minutters spil blev træningen afsluttet. Peter Sørensen sluttede af med roser for spillernes indsats til træningen på trods af den noget uheldige start. Niveauet i specielt småspillet fik roser, mens også forsvarsspillerne fik positive bemærkninger med på vejen efter deres indsats i forbindelse med forberedelserne til Brøndby-kampen på søndag. Efter denne lille opsamling takkede Peter Sørensen af, og da de yngste spillere gik mod deres biler for at vende tilbage til Fredensvang, var det ikke blot med støvlerne i hånden.

6 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here