Den tidligere Brøndby IF-komet Osama Akharraz mener selv, han kender alle Brøndbys styrker og svagheder forud for søndagens intense opgør mellem AGF og vestegnsklubben. Det gør ham til en vigtig brik i spillet, i hvert fald hvis du spørger ham selv.

– Jeg kender alt til Brøndbys måde at spille på. Faktisk burde jeg være træner for AGF til den kamp, for jeg kender alle deres styrker og svagheder, siger Osama Akharraz til Tipsbladet.dk og griner.

Selv om Peter Sørensen og det øvrige trænerteam ikke har forhørt sig hos den tidligere Brøndby-spiller, så er de mere end velkomne.

– De kan jo bare komme og spørge, så skal jeg nok fortælle, hvad jeg ved. Jeg ved, at Michael Krohn-Dehli er hjernen på holdet og at rigtigt meget går gennem ham, så selvfølgelig skal vi forsøge at stoppe det, siger han, der i øvrigt tror på mulighederne for point og sejr.

– Selvfølgelig kan vi tage derover og få point. Vi har et godt hold med dygtige spillere, og vi skal selvfølgelig gå efter at få noget med hjem. Jeg håber at starte inde, men nu må vi se. I hvert fald glæder jeg mig til kampen.

Foto: Ole Nielsen

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here