Lørdag eftermiddag går det atter løs i Superligaen for AGF, når man skal en tur til Haderslev for at møde den lokale stolthed SønderjyskE. Det er ikke mere end et par uger siden, de to hold sidst krydsede klinger, og som bekendt rev Tommy Bechmann to point ud af hænderne på AGF’erne i overtiden. Nu står den på revanche, og vi har banket en optakt sammen til kampen.

Som altid er Sønderjydernes vigtigste sæsonmål at sikre overlevelsen i Superligaen, og det ser ud til at lykkes endnu engang. SønderjyskE har således sikret sig en smule luft i Superligaens bundkamp efter 1 point mod AGF og ikke mindst 3 point hentet på udebane mod FC Midtjylland i sidste spillerunde. Faktisk er der i øjeblikket hele 5 point fra SønderjyskE på syvendepladsen ned til nedrykningsstregen. Problemet for Haderslev-klubben er dog, at langt de fleste point er blevet hentet på udebane, og man har faktisk ikke vundet på hjemmebane siden den vilde 6-1 kamp mod Randers FC i sæsonpremieren.

AGF er i den grad i medvind i øjeblikket. Først og fremmest er resultaterne på banen positive i skrivende stund, og man har ikke tabt en kamp i Superligaen i fem kampe i streg. Faktisk har man vundet fire af disse kampe, og har efterhånden kæmpet sig ind i Superligaens topkamp. Oven i hatten er der de seneste dage nærmest haglet landsholdsudtagelser ned over AGF-truppen, og den mest bemærkelsesværdige er nok Casper Sloths udtagelse til det danske A-landshold.

Det er altså to hold med selvtillid der mødes i lørdagskampen, og især SønderjyskE har en fremragende statistik mod AGF. Aarhusianerne har således ikke vundet de seneste seks kampe mod Sønderjyderne, og det er altså ved at udvikle sig til lidt af en skrækmodstander for AGF. Det bliver spændende at se, om AGF-spillerne er revanchelystne nok til at få slettet den grimme statistik på lørdag.

Skhirtladze måtte udgå tidligt i OB-kampen med en skade, og landsmanden Devdariani greb i den grad chancen, da han blev skiftet ind. Derfor må det forventes, at Devdariani starter på toppen ved siden af Superligaens topscorer Aron Johannsson. Derudover forventes ingen ændringer i startopstillingen.

Bud på startopstillinger:

AGF:

Rasmussen

Kirkeskov – Sorin – Pasanen – Eckersley

Petersen – Sloth – Nørregaard – Akharraz

Johannsson – Devdariani

SønderjyskE:

Stenild

 Swerts – Lodberg – Jonasson – Hart

 Vibe – Bødker – O’Brien – Paulsen

 Absalonsen – Bechmann

Kampinfo:

SønderjyskE vs. AGF, lørdag d. 6/10-12 kl. 17.00 på Haderslev fodboldstadion.

Kan ses live på TV2 Sport.

Overvejer du at tage turen til Haderslev, har vi lavet en Away-guide du kan læse.

AGFFAN.dk ønsker alle en god kamp!

5 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here