Brian Steen Nielsen har leveret et fantastisk stykke arbejde i det netop lukkede transfervindue. Især salget af Aron Johannsson begejstrer AGFFAN.dks redaktør. Læs hele hans blog her.

Kritiske røster vil altid gjalde, når det gælder til- eller afgang af spillere i det aarhusianske. Dette transfervindue er ingen undtagelse. Brian Steen Nielsen, sportschefen i AGF, har måtte stå model til mangt en negativ bemærkning på diverse sociale medier. Komplet uforståeligt, hvis du spørger mig. Jeg mener nemlig, at “kniven”, som han også er blevet kaldt, har præsteret et pragtstykke af eksemplarisk arbejde i den netop afrundede januar måned.

Først og fremmest er det absolut altafgørende for AGFs kommende færd i Superligaen ikke salget af Aron Johannsson. Tværtimod er det faktisk helt enormt vigtigt, at Aarhus har formået at holde fast på landsholdsspiler Casper Sloth. Det endda til trods for reel interesse fra Club Brügge i Belgien. Havde Brian Steen Nielsen udelukkende tænkt med tegnebogen, så var Casper Sloth blevet afskibet, og det havde betydet et uoverkommeligt sportsligt kollaps, der formentlig i sidste ende ville ende med nedrykning. Casper Sloth er et kæmpe salgsobjekt for AGF – måske endda større end Johannsson – men det er der en grund til: Nemlig hans sportslige præstationer, og de er afgørende for AGFs muligheder for.. ja, noget som helst. Sælg ham til sommer i stedet, når en afløser er på plads.

På tilgangssiden er der ikke meget at berette om, men et prøvetræningsophold mundede alligevel ud i en lejekontrakt for den 18-årige ghaneser Dominic Oduro, der er tilknyttet Manchester City. Ud over det åbenlyst positive faktum, at Oduro rent faktisk kan spille højre back (hvornår har ‘GF sidst haft en sådan?), så er det helt enormt vigtigt, at Brian Steen har fået oprettet et forbindelsesled mellem de to klubber, der kan være starten på et frugtbart samarbejde – set med aarhusianske briller. Selvfølgelig har der også her været kritik over samarbejdet med “sådan en ussel købeklub” og hvad har vi ellers. Jeg hylder Brian Steen for at se mulighederne, og jeg holder endda med Manchester United.

Ydermere er kontrakten med Morten Moldskred blevet ophævet i fællesskab. Det er utvivlsomt bedst for alle parter, og AGFFAN.dk ønsker nordmanden det bedste held hjemme i Tromsø. Løntung spiller uden potentiale til at komme på førsteholdet skal selvfølgelig ud. Respekt for, at han ikke bare nasser løn i ‘GF.

Og nå ja. Så var der noget med et salg. Aron Johannsson – den bomber AGF så længe har manglet – nåede kun en halvsæson som AGF-fansnes kæledægge og arvtager fra ridder Graulund, inden han blev solgt til hollandske AZ Alkmaar. Så fik Brian Steen Nielsen lige vist sit værd som jydsk købmand og hev eftersigende omkring 11 millioner kroner hjem til den slunkne pengekasse for enden af Stadion Allé. Vupti, AGFs største salg nogensinde, og folk brokker sig alligevel. Det er mig ubegribeligt. Giv “kniven” lidt kredit for overhovedet at kunne hive så mange penge hjem for en spiller, der har præsteret i et halvt år, mens hele Fodboldeuropa bløder – nogle steder ustoppeligt. Jeg synes, det er så exceptionelt godt arbejde af den tidligere landsholdsspiller.
Jovist, vi vil mangle en spydspids, men tænk lige på, hvor mange angribere, vi har i truppen. Skhirtladse viste tydeligt sin værdi i sit fravær, da han var ude med en underlig tommelfingerskade, Mate Vadsadze fik aldrig chancen, da Aron blev ved med at høvle mål ind, Marcus Solberg (Hulk) gør det fremragende, og vandrørene giver genlyd af, at selveste Søren Larsen gør det så godt til træning, at han ligner et førstevalg efter Aron Johannsson.

Som et plaster på såret til alle brokhovederne forsøgte sportschefen så at hente Lasse Vibe, der gør det flot i SønderjyskE, tilbage til Aarhus. Frikøbsklausulen på omkring 2,1 millioner blev budt, men hovedpersonen sagde ifølge vandrørene selv nej tak – han øjner nok muligheder i udlandet med en relativt lav frikøbsklausul. Derfor var det ikke et spørgsmål om løn, der fik den gode Vibe til at sige nej til sin “drømmeklub” og altså ikke i Brian Steens afdeling, handelen kiksede. Point for forsøget.

Når jeg læser dette i gennem, bliver jeg en smule forblændet af det enormt flotte arbejde, Brian Steen Nielsen har præsteret i et ellers roligt transfervindue, hvor det mest opsigtsvækkende vidst var FC Nordsjællands tarmskylning, der betød ind og ud for et hav af spillere. Godt arbejde, Brian Kniv.

3 KOMMENTARER

  1. Enig i at BSN har gjort det super i transfeevinsuet. Derusover har han formået at forlænge med en lang række spillere.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here