AGF har længe været kendt for et flot ungdomsarbejde på klubbens talenthold, hvor flere spillere gennem årene er kommet i betragtning til klubbens førstehold. Endnu to spillere kan nu håbe på en fremtid i Superligatruppen. AGF har således skrevet ungdomskontrakter med to lovende talenter fra U15-holdet: Oskar Buur og Mathias Bonde.

Begge spillere går til dagligt i skole på ESAA-linjen på Rundhøjskolen. Talentchef Casper Bugge har roser til begge de 15-årige spillere:

– Uanset hvor Oskar (Buur, red.) spiller på banen og mod hvem, falder det hele meget naturligt for ham. Han spiller med en ubesværethed og stor glæde, og er altid i stand til taktisk og teknisk at tilpasse sig den udfordring, han står over for. Det fortæller os, at han har et stort potentiale, siger Casper Bugge til AGF.dk om Oskar Buur, foretrukne position er i forsvaret som højreback.

Også den mere offensivt orienterede Mathias Bonde får roser med på vejen af talentchefen:

– Mathias (Bonde, red.) er en ledertype, man ikke kan undgå at lægge mærke til, når han spiller. Både hans fodboldmæssige færdigheder, fysiske forudsætninger og udstråling falder hurtigt i øjnene. Han har naturligvis stadigvæk ting i sit spil, han skal forbedre og finpudse, men potentialet er stort, og det samme er hans vilje til at dygtiggøre sig og vinde. Derfor har vi også en forhåbning om, at Mathias er en af de spillere, AGF i fremtiden vil få stor glæde af.

Oskar Buur, som har skrevet en 3-årig kontrakt, kom til AGF fra samarbejdsklubben FC Skanderborg for godt et år siden. Mathias Bonde kom til fra naboklubben Aarhus Fremad som 12-årig.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here