Tre sølle point er nok til, at AGF undgår at rykke ned. Lad os bare få det overstået og få de tre point ind på kontoen allerede lørdag, når Sønderjyske kommer forbi. Måske kan færre end tre point gøre det, men så bliver resultaterne i de andre kampe afgørende.

Jeg er forsigtig optimist før Sønderjyske-kampen, selvom flere ting taler imod, at det bliver til en AGF-sejr. For det første har Sønderjyske haft et overtag i den seneste tid i de indbyrdes kampe. For det andet taler statistikken for denne sæson imod. AGF er ligaens tredjedårligste hjemmehold og Sønderjyske er tredjebedste udehold. For det tredje har AGF ikke just dagsformen på sin side. Den gode nyhed er, at man ikke kan bruge statistik til noget som helst, når man skal gætte fodboldresultater. Og en dårlig dagsform har det med at vende på et tidspunkt.

Jeg tror, at AGF’s dagsform vender til det bedre og at de vinder 2-0! Mit håb er, at Søren Larsen starter inde. Han vil i hvert fald forsøge at skyde på mål, når chancen byder sig. Det har vi ikke set meget til, fra de andre angribere, der hidtil har fået chancen uden at gribe den. Og så synes jeg, at det så lovende ud, da Martin Jørgensen kom på banen i Randers-kampen. Jeg beder til, at han er klar til at spille lidt længere tid imod Sønderjyske end han gjorde i den kamp. Han kan i det mindste sætte offensivspillerne i scene.

Regnestykket
Før 31. spillerunde er stillingen i bunden:

Sønderjyske 37, AGF 35, Brøndby 32, Horsens 31 og Silkeborg 29. AGF har en meget bedre målscore end de sidste tre hold. Så meget bedre, at den er et point værd.

Med en sejr til AGF ryger de med 38 point forbi Sønderjyske på 37. Brøndby, der spiller i Aalborg, skal vinde, for ikke at havne i suppedasen. Gør de det, kommer de på 35 point og holder altså ”snor i” AGF. Taber de derimod kan de – selv med to sejre i de sidste runder – kun nå op på samme pointtal som AGF, men så bliver AGF’s bedre målscore afgørende.

Rundens tredje gyser bliver spillet i Horsens hvor Silkeborg kommer på besøg. Vinder Silkeborg den kamp, kan Horsens ikke nå op på AGF’s 38 point, men det kan Silkeborg til gengæld med to sejre til sidst. Igen bliver AGF’s meget bedre målscore dog afgørende.

Hvis derimod både Brøndby og Horsens vinder havner de efter runden på henholdsvis 35 og 34 point. Altså tre og fire point efter AGF. Og så den dårligere målscore. Begge hold har med to kampe tilbage chancen for at score seks point og dermed passere AGF. Imidlertid møder Horsens og Brøndby hinanden i sidste runde, hvorfor de ikke begge kan få seks point. Så uanset resultatet af kampen imellem Horsens og Brøndby vil et af de to hold havne efter AGF sammen med Silkeborg.

Kære Larsen
Når du nu får chancen fra start lørdag, vil du så ikke godt være sød at spille dit livs kamp sammen med Jørgensen, Kure, Osama, Hjalte, Steffen og alle de andre imod de der sønderjyder. Det vil gøre mig og en helt masse andre rigtigt glade.

God kamp!

2 KOMMENTARER

  1. Udmærket blog og et fint regnestykke, du får sat op, Torben. Nu er jeg ikke bekendt med, om målscoreren kommer før indbyrdes kampe. Hvis det er tilfældet, at indbyrdes kampe prioriteres før målscoreren, er det for så vidt kun Brøndby, der kan snyde os. Vinder vi i dag mod Sønderjyske, er vi også bedre end sønderjyderne. Så jeg vil – ligesom dig – sige, at en sejr i dag sikre overlevelsen endegyldigt.

  2. det var rigtigt dejligt at agf endelig kom fri af nedrykning , glæder mig meget til den nye sæson specielt købet af jesper (graulund) lange ser meget lovende ud der snakkes meget om savnet af aaron men jeg mener hullet efter peter graulund er større pga fight/angement/vindervilje/og målnæse, og fortjent får han en afskedskamp jeg kommer desværre ikke på stadion men vil sidde hjemme med min graulund trøje og fælde en lille tåre når en af hvis ikke den vigtigste agf spiller siger stop.når det så er sagt ser agfs hold meget spændene ud og top 4 set ud fra truppen bør være målet, mange spændene spillere bla steffan pedersen med den attitude han viste i sidste kamp bliver han en stor profil næste sæson , superligaens bedste danske målmand steffen rasmussen kom ind i kampen morten olsen..anders agfhjerte kure super fighter hvis alle de andre dygtige spillere i agf tog lidt ved lære af ham ville overlæggeren sættes højere , spillerne er der rigtige dygtige spillere eckslery/sloth/kirkeskov/schell/larsen/ja jeg kunne blive ved :-) stor ros til peter og jesper sørensen for at holde fast i de unge det kan kun have modnet dem til næste sæson som jeg ser meget frem til Henning Jensen Nakskov

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here