Mandag aften spiller AGF sæsonens sidste kamp, når turen går til Herning, hvor FC Midtjylland byder op til dans. Vi er klar med en optakt til sæsonafslutningen på MCH Arena.

For få runder siden var det beskedne mål for AGF blot at overleve i Superligaen. Efter et rædselsfuldt forår var Peter Sørensen tropper nemlig ud af det blå havnet i nedrykningskampen. Superligaen er imidlertid så utrolig tæt, at to sejre kan vende op og ned på det hele.

Netop dét er sket for AGF på falderebet af Superligasæsonen anno 2012/13. Således kan De hviii’ med en sejr over FC Midtjylland faktisk overhale netop midtjyderne og indtage sjettepladsen i Superligaen. Det betyder som bekendt en ekstra hjemmekamp i næste sæson samt en betydelig større del af de TV-penge, der uddeles efter 33. spillerunde.

FC Midtjylland havde et horribelt efterår, men Glen Riddersholms tropper har i sandhed spillet sig op her i forårssæsonen. Målet var først og fremmest at undgå nedrykning, men Ulvene har faktisk formået at spille sig ind i kampen om europæisk fodbold til næste sæson. En kamp som de fortsætter mandag mod AGF.

Aarhusianerne har efterhånden fundet en løsning på de store målscoringsproblemer, der har hersket i forårssæsonen. I de to seneste kampe har offensiven set noget mere sprudlende ud, og den har produceret hele fem mål. Især tilbagekomsten af de ældre kræfter som Martin Jørgensen og Søren Larsen har medvirket til det positive spil. Derfor forventer vi, at de to får genvalg til kampen mod FCM.

Stephan Petersen er i karantæne, og man må forvente, at enten Casper Sloth eller Davit Devdariani overtager højrekanten mod Midtjylland.

Bud på startopstilling:

Rasmussen

Sorin – Pasanen – Kure – Kirkeskov

Jørgensen

Sloth – Povlsen – Nørregaard – Akharraz

Larsen

Kampinfo:

FCM vs. AGF, mandag d. 20/5-2013 kl. 17.00 på MCH Arena i Herning.

Kan ses live på TV3 Sport 2.

Der forventes mange AGF-tilhængere i herning og muligvis et udsolgt udebaneafsnit, så husk at købe din billet via www.fcm.dk inden kampen.

AGFFAN.dk ønsker alle en god kamp!

 

3 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here