Sæsonkortpriserne er netop kommet frem hos de fleste klubber rundt omkring i landet. Igen brillerer AGF med at have det klart dyreste sæsonkort. 1575 kr skal du betale for et sæsonkort i AGF.

Af Jacob Grunnet, Nysír Aarhus

Jeg blev skuffet, men samtidig ikke overrasket, over den manglende fanpleje, som dette tydeligt er et udtryk for. Kritikken har gennem en lang periode haglet ned over AGF på grund af det alt for høje prisleje, og bortset fra en prisreduktion til to af forårets hjemmekampe, har kritikken tydeligvis prellet af på AGFs ledelse. Prisen er nemlig den samme for sæsonkort som sidste år, så meget tyder på, klubben genindfører A-kampspriserne. Ellers er der ikke meget fidus i at købe sæsonkortet. Jeg havde et lille håb om, at tiderne ville ændres, da AGF meldte ud i vinterpausen, at de ville droppe A-kampspriserne, men det håb virker borte.

Jeg så inde på AGFs Facebook side, at en fan havde gjort opmærksom på den problemstilling, jeg beskriver i denne blog, og svaret lød fra AGF:

”At sætte prisen lavere er naturligvis en overvejelse, vi har gjort os. Alt andet lige vil en lavere pris betyde et større salg. Men det er vores klare overbevisning, at vi ikke ville kunne sælge markant flere sæsonkort ved at sætte prisen ned. Prisen er sat, hvor vi mener, den er rimelig. Den kunne naturligvis være lavere, men det ville koste os indtægter, vi er afhængige af. Færre indtægter ville betyde færre kroner til eksempelvis spillerlønninger og dermed mindre sandsynlighed for sportslig succes.”

AGFs økonomi er simpelthen afhængig af, at malke os trofaste fans til Danmarks højeste priser? Jeg nægter bare at tro på den udmelding. Lad os tage et kig til andre sammenlignelige klubber, hvor de klarer økonomien ganske fint uden at have en billetpris, som afskrækker mange fra at tage til fodbold.
I FCK, fra Danmarks største klub med et fodboldprodukt som langt overstiger, hvad vi kan tilbyde i Aarhus, tilbyder de en sæsonkortpris på 950 kroner til deres stemningsafsnit. Det er dermed 625 kroner billigere, end det er at have sæsonkort til Speakers Corner. Er det måden at få folk op og fylde stemningsafsnittet ud? Læg dertil at FCK har en hjemmekamp ekstra, samt at de også giver billet til en eventuel pokalsemifinale oven i købet. Du kan i FCK købe en billet til Sektion 12 (FCK’s stemningsafsnit) for 90 kroner til de normale hjemmekampe. I Aarhus skal sæsonkortholdere sågar betale for at se en eventuel semifinale i pokalen.

I FC Nordsjælland er et sæsonkort cirka 500 kroner billigere, da det koster 1099 kroner.
Brøndby har netop været ude og meddele, de sænker billetpriserne. Brøndby står i en situation, hvor de om nogen kunne bruge AGFs argument om, at de ikke vil sænke prisen, fordi ”det ville koste os indtægter som vi er afhængige af”. Men de har indset, hvor altafgørende fanstøtten er, og så må man ganske enkelt finde de økonomiske midler andetsteds. Du kan nu købe et sæsonkort til Brøndbys stemningstribune for 995 kroner.
AaB har ligeledes et sæsonkort, som er flere hundrede kroner billigere end AGFs, og de tilbyder også semifinalen i pokalen samt to gratis billetter til valgfrie hjemmekampe.

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på andre klubber, som efterhånden har lært lektien.

Nu sidder jeg selv til de jævnlige dialogmøder med AGFs ledelse, og jeg kan love for, vi har indskærpet problemet over for dem op til flere gange. Vi har søgt dialogen om et fornuftigt prisleje, dog uden held. Vi har derudover prøvet at gøre opmærksom på det inde på stadion. Da vi søgte om et banner med teksten ”AGF-OB: 165 kr – FCK-BIF: 90 KR”, blev banneret afvist, og vi fik af vide, det ville få konsekvenser, såfremt det blev forsøgt medbragt alligevel.

Nogen vil måske argumentere for, at de 20-30 kroner ekstra per billet ikke gør noget, og hvis du bare er ægte AGF-fan, så skal du nok finde pengene til det. Det argument er jeg efterhånden virkelig træt af at høre på. For det første handler det ikke bare om 20-30 kroner, det handler om det signal, klubben sender til sine fans, som lægger liv og sjæl i klubben, om at gøre det endnu mere besværligt at følge sin passion.

Derudover mister vi en kæmpe gruppe marginalfans, som synes 165 kroner til en AGF-kamp simpelthen bare er for dyrt, og et eller andet sted bebrejder jeg dem ikke. 165 kroner for en fodboldkamp på et atletikstadion, helt ærligt? Det er desuden også de såkaldte marginalfans, som kan ende med med at blive de mest inkarnerede. Alle starter et sted, men AGF gør ikke vejen nem med sine priser. AGF må snart indse, at en permanent prisnedsættelse er det eneste rigtige. Prisen matcher ganske enkelt ikke produktets værdi. Dertil kan du tilregne, at den bedste placering de sidste 15 år er en femteplads.

Hvordan de finder frem til, at de kan tillade sig at fastsætte landets dyreste sæsonkort på et stadion, som på ingen måde minder om et fodboldstadion, er for mig en gåde. Min holdning vil altid være, at fodbold skal være tilgængeligt for ALLE, og en billet til Aarhus Stadion bør i mine øjne aldrig overstige 100 kroner meget.

Man bør i samme ombæring kigge til billetterne i boderne. Uden at være 100 procent sikker, så er Aarhus stadion et af de klart dyreste steder at handle. En stor fadøl koster den nette sum af 70 kroner. Så ville du i efteråret i sidste sæson ind og se en kamp på et atletikstadion mellem AGF og OB, og have en øl dertil, ville det koste dig 235 kroner. Det vil formentlig gentage sig i næste sæson. Jeg vil dog rose AGF for den gratis transport til udekampene i de sidste to kampe, men jeg synes virkelig, det klinger hult, når man kigger på sæsonkortpriserne, desværre.

Til sammenligning koster det billigste sæsonkort i Bayern München 912 kroner, og generelt har de i Tyskland formået at fastholde fodbolden som en folkefest, som alle kan være med til. Fint understreget af denne udtalelse fra Bayern Münchens præsident. Vi er selvfølgelig i en anden økonomisk situation end dem, men princippet er det ganske samme:

Vi kunne tage mere end 912kr. Lad os sige vi tog 3.000kr. Det ville give os 18 millioner kr mere, men hvad er 18 millioner for os? I en transfersituation ville vi ikke skændes over det beløb i 5 minutter. Men for den enkelte fan er forskellen på 2.000 kr meget. Vi betragter ikke fans som køer, der skal malkes. Fodbold skal være for alle. DET er den største forskel på England og os.

AGF har godt nok fastsat prisen for den nye sæson, men jeg vil gerne opfordre alle til at gøre opmærksom på denne problematik. Vi bør ganske enkelt ikke finde os i det her mere. Sæt fokus på situationen. Før eller siden må AGF få øjnene op.

27 KOMMENTARER

  1. Priser og produkt skal sgu passe sammen…. Det gør de vidst ikke helt mht sæsonkort til AGF… Jeg skal ikke have sæsonkort i år det er helt sikkert…

  2. Jeg har, for første gang, overvejet at købe et sæsonkort til den kommende sæson, da jeg er begyndt at tjene lidt penge. (16 år).

    Men gik meget hurtig bort fra idéen igen, da jeg så prisen!

    Et lille regnestykke:

    Et sæsonkort koster 1575,-. Det deles med 115, som en billetprisen 5 dage FØR en kamp. Det giver ca. 13,5.
    Du skal altså komme til 14 eller flere kampe, før du har “tjent” sæsonkortet hjem. Der er 33 runder, 17 ude, 16 hjemme, da vi endte som nr. 7.

    Du skal altså kun “misse” 3 kampe, før du lige så godt kan købe enkeltbilletter. Der er så ikke medregnet pokalbold eller evt. andre fordele ved et sæsonkort. Og med de mange mandagskampe + lorte vejr, kan man nemt bliver hjemme 3 gange!

    Er idéen ikke at få folk på stadion???

    • Jeg skrev en mail til AGF omkring netop priserne for 15-16 årige. Desværre har jeg ikke fået et svar.

      0-14 år har en fordelklub (Bjørneklubben)
      De studerende får rabat, mens gruppen imellem skal betale voksenpris.

      Ved at min egen søn ikke har flere penge end en studerende.

      Det er den kommende fan base der skal betale fuld pris. Er ikke i tvivl om at det kan komme til at koste kommende kunder.

  3. Hej Jacob

    Hold op hvor har du helt ret i dine betrækninger, jeg har igennem de sidste år sagt at det simpelthen er for dyrt for os fans at følge med i AGF.

    Som sæsonkortholder er 1575, ret mange penge når vi tager produktet i betrækning, og jeg giver ikke 5 potter p.., for deres snak om at det vil koste dem indtægter, for jeg vil væde med at AGF ville kunne sælge flere sæsonkort hvis man satte priserne ned til omkring de 1000 kr. self mangler er der en dif på 575, men bliver rigeligt udlignet hvis blot flere synes det er en fed ide at have sæsonkort. Nu ved jeg ikke hvor mange de solgte sidste år, men lad os sige 2000 kort af 1575, giver 3150000. Men kan man sælge 4000, giver det 4000000, og så er der jo et større overskud.

    Samt synes jeg at div billet priser er til grin, i min verden handler det om at få så mange folk på stadionet pr. kamp. Det gør man overhovedet ikke ved priser på 130-170 kr pr. person, nej det gør man ved sætte priserne ned til f.eks 100 pr person, og så lave div. rabat ordninger, dermed appellere mere til de folk som ikke følger AGF så intenst som os andre, vil nemlig mene at 10.000 liggere flere penge i kassen end 8500.

    Men hvad værre er, jeg er banke for fremtiden, er far til 2, og jeg får aldrig råd til at tage dem med på stadionet, hver gang. Ikke med de priser, og så mangler AGF jo den indtægt

  4. Hej Jacob.
    Rigtigt godt indlæg. Synes bestemt også at det er dybt useriøst at AGF gang på gang svigter deres fans. Især nu hvor de har allermest brug for dem. Med de priser som vi i øjeblikket har, kommer der aldrig flere end det nuværende antal, hvilket er værre end da vi sidst spillede i 1.div.
    Har du overvejet at skrive til Stiften eller JP og få dit læserbrev i avisen? Kunne være sjovt at se hvad AGF ville svare? For det er også en ting jeg synes mangler fra dem? Det er nogle svar!

  5. Jeg har sendt en mail til Jørn Klinge om situationen, og er ikke i tvivl om de selv læser denne blog inde i AGF.

    Jeg skal nok skrive tilbage, når jeg får svar!

  6. Fedt! Tænkte måske bare at det kunne være interesant hvis der blev kastet et større lys over det emne, end bare herinde. Men godt skrevet! Du har så evig ret!

  7. Kanon indlæg.

    Jeg er selv flyttet til Randers fordi jeg har fået familie heroppe og jeg må indrømme at det er simpelthen for dyrt at køre til Århus for at se end kamp, jeg vil hellere se den i sofaen end og stå og fryse på stadion og betale 500 kr for en kamp(benzin,entre og stadionplatte? Men hvis de havde et sæsonkort til 1000 kr kunne det være meget mere interessant. Jeg har selv stået på stadion de sidste 15 år hver kamp, men når man får familie har man ikke råd til at komme til hver kamp med de priser AGF har!

    Men vi må vil bare boykotte og købe sæsonkort indtil AGF forstår de skal sætte prisen ned også når de gør det så støtter vi op om det også køber vi sæsonkort allesammen.

  8. Vitterligt overvejer jeg kraftigt at boycut stadion til de får øjnene op for deres fans!
    Se Brøndby – 995,- for sæsonkort til sydsiden!

    VÅGN OP AGF!!

  9. Strategien er simpelthen fuldstændig håbløs.

    Med sæsonkort til lad os sige, omkring 1000,-, ville man jo kunne sælge og promovere sæsonkortene på en helt anden måde. Tænk hvis man havde 8-10000 med et sæsonkort i lommen der, måske ikke hver gang, men som oftest tog en tur på stadion fordi “man har jo alligevel kortet”.

    Det er jo en selvforstærkende cirkel man kommer ind i, med flere på lægterne, dermed en bedre stadionoplevelse og dermed endnu flere på lægterne. For slet ikke at tale om de pølser og øl man sælger ekstra på grund af det større publikum.

    Strategien burde gå på: Hvordan får vi stadion udsolgt. Når man er lykkedes med det én eneste gang, så kan man begynde at tænke i at hæve priser.

  10. Tror FCM gør noget rigtigt med deres lave pris på 595 kr. Jeg er selv stor fan, men bor ikke i Århus, har familie og mange andre undskyldninger for ikke at komme på stadion hver gang. Vil tro jeg er der ca. 3 gange årligt. Hvis jeg kunne købe et sæsonkort til 595 kr. ville jeg helt sikkert gøre det. Og det vil helt sikkert betyde jeg kom mere på stadion end jeg gør og dermed lægger flere penge på øl og pølser. Jeg står jo ofte og overvejer om det skal være stadion i dag, men bare det blæser og er lidt koldt vælger jeg sofan. Med sæsonkort ville det blive stadion!

  11. priserne og underholdningen skal hænge sammen har ikke noget imod og betale næsten 1600 for et sæson kort men så skal vi sku spille med om guldet og plads i cl

  12. Enig om 1595 er i overkanten, men ender jo nok med at forny mit kort som jeg plejer….. Hvis nu de kommer op af hængekøjen og præsenterer 2-3 forstærkninger mere trækker jeg mit brok tilbage. I kan jo begynde med Vibe, Enevoldsen og Nando !

  13. Superligaens dårligste stadion, kræver de højeste priser. Godt nok en joke efterhånden. Ham Jørn Klinge er vist ikke meget bevendt? Troede det gjaldt om at få flere på stadion, ikke færre.

  14. Super indlæg, Jacob.
    Jeg synes dit og andres regnestykker giver selv, og jeg er meget skuffet over vi ikke kan trække flere mennesker til hjemmekampe.

    Da vi efterhånden sjældent ved hvornår kampene spilles, gør det endnu sværere at komme til kampene, fordi jeg skal planlægge det i god tid. Jeg misser potentielt set langt flere kampe, fordi de kan blive rykket så meget rundt.
    Hvis sæsonkortet var under 1000 ville jeg aldrig bekymre mig om at købe det, men til den anden pris gør jeg det.

    Jeg synes det er en god idé med banneret, som i var blevet tvunget til ikke at hænge op. Lad os skabe en debat i medierne, som kan tvinge dem til at tage mere aktivt stilling til det i offentligheden.

    God kamp

  15. Super super indlæg!

    Fatter simpelthen ikke AGF, det er som i alle siger Superligaens dårligste stadion på nær måske lige ny oprykkernes, og dog!

    Det er intet mindre end en kæmpe SKANDALE at det skal være SÅ dyrt!

    Man burde lave en boycut af en kamp eks. mod Brøndby, den ville gøre ondt!

    Nægter og give så meget for et sæsonkort når man kan få lign. produkter og ofte bedre til omkring de 1000kr.

    Er der ikke snart nogle derude der vågner op det KOSTER ikke kun penge men også tilskuere og i den grad noget der ikke gavner setuppet og fankulturen som pt. har det svært nok, hvad de latterligt dårlige tilskuertal også beviser! Folk er trætte og har snart fået nok…

    Tilbage i 2010 talte jeg med Jørgen Noes om præcis det samme, og også dengang afviste man og sætte priserne ned da man heller ikke her mente at der ville komme flere tilskuere nok, jeg er IKKE enig, i det mindste burde man gøre forsøget i disse år hvor grundlaget for proff, fodbold langsomt men sikkert er ved og forsvinde fra samtlige stadions inkl. ellers traditionelt tilskuerstærke klubber som FCK, Bif og os selv

    VÅGN OP GF!

  16. Fantastisk blog, tak for det!!!

    100% enig.

    Kom nu ind i kampen AGF. I har Danmarks bedste fans, ta nu lige og sæt pris på det!!!!

    Og gerne Ceres tilbage på trøjen, tak ;)

  17. Så må vi jo håbe at gennemsnittet stiger markant… Ellers er det penge fra spillerbudget ud i den fri stadion luft.

  18. Det hele handler om at det er et fornuftigt signal AGF nu sender ud til sine mange trofaste tilskuere og især nu de folk der køber og vil købe sæsonkort.

    1175kr. så begynder det og ligne noget, jeg havde dog gerne set at man kunne få et sæsonkort for 1000kr. men STOR ROS for at der sker noget og at man viser sig åbne overfor nye tiltag for at få lokket folk på stadion i krise tider.

    Så mangler der bare noget sportslig succes (nå ja og bedre stadion) så er jeg ikke i tvivl om at der nok skal komme min 10-12000 pr. kamp igen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here