Der har spillet mange spændende udlændinge i AGF gennem tiderne – også nogen, der kom langvejs fra. I anledning af japaneren Michihiro Yasudas besøg på Fredensvang bringer vi her første del af en gennemgang af bare nogen af de få mere ‘eksotiske’ spillere, der har spillet i AGF.

Af Søren Højlund Carlsen

Du skal altid være dig selv – med mindre du kan være en ninja, så skal du være en ninja. I hvert fald ville japaneren Michihiro Yasuda gerne have været en ninja, når han blev stor. Det blev han ikke. I stedet blev han professionel fodboldspiller – en spiller, der i skrivende stund forsøger at spille sig ind i Brian Steens hjerte og i Jan Christensens lønkontor.

Nu er vi nok mange, der mener, at det at være fodboldspiller i AGF er langt federe end at være ninja – ikke desto mindre var det hans ønske, fortalte Michihiro Yasuda en gang en ung fan, da han spillede i Holland. Den historie viderebragte JP Aarhus forleden, da de havde været til træning for at besigte dette nye eksotiske indslag fra Japan, der var til prøvetræning på Fredensvang, hvor det mest asiatiske i mange år ellers har været de biler, der holder på parkeringspladsen.

Om Michihiro Yasuda besøg i Aarhus fører til noget er i skrivende stund tvivlsomt – der skal angiveligt en spiller ud før han bliver tilbudt en kontrakt. Men uanset om han bliver eller ej, så fik han mig til at tænke på de mange forskellige udlændinge, der i tidens løb har spillet i AGF, og måske især de mere eksotiske, hvis jeg må bruge det ord i mangel af bedre. Altså spillere langvejs fra – spillere fra Asien, Afrika og USA – nogen af dem, der har en anderledes baggrund og kommer fra en anden kultur, end de mange norske og svenske spillere, som der har været i AGF. For på trods af, at vi lever i en globaliseret verden, så er det stadig interessant og usædvanligt, hvis en amerikaner, brasilianer eller japaner vil tjene sine penge i AGF. Hans tilstedeværelse vækker lige en tand mere opmærksomhed end de mere anonyme skandinaviske spillere (på nær Håvard Flo naturligvis) og får vores øjne op for, at fodbold vitterligt er blevet en universel sport.

I AGF har vi aldrig før haft glæde af japansk arbejdskraft, men ellers har næsten hele kloden været repræsenteret i den hvide trøje. Nogen med stor succes – andre kun som en kort påmindelse om, at det kan godt være, at deres pas er spændende, men fodboldtalentet var så også mindre end deres foto i det pas.

Mauricio Ortiz
En af de spændende udlændinge, der faktisk havde talent, men alligevel ikke fik lang tid i AGF, var argentineren Mauricio Ortiz, der kom til AGF som bare 17 år i 2004. Han fik debut hjemme mod Esbjerg, hvor han scorede sejrsmålet i en 4-1 sejr i en kamp, hvor en anden udlænding Helgi Sigurdsson scorede to mål. Men Helgi var som bekendt fra Island og kun eksotisk i sin spillestil.

Mauricio Ortiz kunne dog ikke følge op på sin debut og fik kun en kamp mere, da han spillede de sidste 30 minutter mod FC Midtjylland fem dage efter kampen mod Esbjerg. Årsagen til det korte ophold var angiveligt, at AGF ikke kunne blive enige med hans hjemlige klub – Quilmes – om en transfersum eller en pris for et lejeophold. Derfor måtte Mauricio Oritz rejse videre – med sig tog han i øvrigt hans landsmand Ruben Rivarola, der også havde været forbi Fredensvang – dog uden at spille. Det sidste man hørte til Ortiz var desværre, at han i 2010 stod til at blive vist ud af Danmark, da han – efter nogen sæsoner i Ølstykke og B93 – ikke kunne finde en ny arbejdsplads.

– Det var et kæmpe beløb, vi snakkede, og det ville AGF ikke betale for så ung en dreng. Jeg startede rimeligt godt, og så gik det ned ad bakke. Hvis jeg havde mulighed for at blive i AGF, så tror jeg ikke, jeg var i den her situation nu, sagde Mauricio Oritz, da Tipsbladet i 2010 omtalte hans mulige udvisning.

Ricardo Silva
Bedre gik det ikke for en anden sydamerikaner – Ricardo Silva fra Brasilien, da han kom til Aarhus i 2000. Han fik kun 20 minutter for AGF, da han blev skiftet ind i en udekamp mod AaB, som de Hvi’e tabte 1-2, og flere minutter fik han ikke i Superligaen. Kun lidt klatspil i en pokalkamp mod FC Aarhus (den gang Fremad hed det) blev det til. Der var ellers høje forventninger til angriberen, som kom til på en lejeaftale i sommeren 2000, hvor AGF var ilde stedt med mange skader og en svag trup. Så daværende træner Ove Christensen var glad for den brasilianske tilføjelse:

– Selv om han er brasilianer, tror jeg ikke, han får svært ved at falde til. Hans mentalitet virker meget europæisk. Han er i hvert fald ekstrem professionel, og alene det kan tilføre os meget ved træningen, sagde Ove Christensen helt uden at grine til JP Aarhus. Der var ellers nok at grine af, for Ricardo Silva viste sig at være et flop og han blev hurtig smidt ud af bagdøren på Fredensvang til en usikker skæbne i fodboldens globaliserede verden. I hvert fald har det været svært at finde ud af, hvor han endte sin karriere henne – hvis han overhovedet fik en sådan.

Gustavo Adolfo Cabrera Marroquin
En der i hvert fald fik en karriere, men ikke i AGF, er forsvarsspilleren med det lange navn; Gustavo Adolfo Cabrera Marroquin fra Guatemala. Han kom i 2008 som 27-årig til AGF på prøvetræning, hvor han gjorde et så fint et indtryk, at Brian Steen Nielsen slog til med en kort kontrakt på et halvt år.

– Han kan spille alle fire positioner i forsvaret. Han går ikke direkte ind på superligaholdet. Jeg forventer, at han træder ind i hierarkiet, og at han kan på et tidspunkt kan kæmpe sig til en plads på superligaholdet, sagde Brian Steen Nielsen til spn.dk.

Men Brian Steen Nielsen havde forregnet sig. For på trods af, at Cabrera havde spillet rigtig mange landskampe for Guatemala, hvor han også var anfører, så kom han aldrig i nærheden af førsteholdet. Derfor fik han ikke forlænget sin kontrakt, da den udløb ved årsskiftet 2008-2009.

– Spillemæssigt har der desværre været et for stort spring for ham til den skandinaviske måde at spille fodbold på, og derfor er der ingen grund til at fortsætte samarbejdet, sagde Brian Steen Nielsen til AGF’s hjemmeside, da endnu en spiller fra det mellem- og sydamerikanske kontinent måtte rejse hjem fra Aarhus.

Cabrera fortsatte sin karriere i hjemlandet og spiller nu for Deportivo Marquense og oven i købet stadig på landsholdet, hvor han har rundet de 100 kampe.

I de kommende dage runder vi flere af de udlændinge, der kom langvejs fra for at spille fodbold i Aarhus.