Der har spillet mange spændende udlændinge i AGF gennem tiderne – også nogen, der kom langvejs fra. I anledning af japaneren Michihiro Yasudas besøg på Fredensvang bringer vi her den tredie og sidste del af en længere gennemgang af bare nogen af de få mere ‘eksotiske’ spillere, der har spillet i AGF.
Af Søren Højlund Carlsen
Mens Michihiro Yasudas for længst er rejst videre i det professionelle fodboldcirkus – angiveligt med plusser i Brian Steen Nielsens bog – dykker vi for sidste gang ned i historiebøgerne for at se på nogen af de mere “eksotiske” – i mangel af et bedre ord – udlændinge, der har spillet i AGF. Der er rigtig mange kandidater, men vi forsøger at kigge længere ud end lige til Sverige, Norge eller England. Derfor springer vi for eksempel let og elegant over en spiller som Scott Sellars, der ellers nåede at begejstre mange i den ene sæson han spillede i Aarhus i 2001. Vi nævner heller ikke den yderst elegante angriber Helgi Sigurðsson, der spillede i AGF i mellem 2003 og 2006, hvor han scorede 18 mål. Hans tid i AGF blev i øvrigt det længste han var i en klub i hans karriere, der bød på ikke færre end ni forskellige klubber – her i blandt Tennis Borussia Berlin og Panathinaikos.
Jeremiah White
I stedet starter vi med en af de amerikanere, der har spillet i AGF, hvor der har været flere repræsentanter fra guds eget land. En af de mest markante – både på og uden for banen – var måske Jeremiah White, der kom til Aarhus i 2006 fra den lille franske klub FC Gueugnon. Efter en succesfuld prøvetræning fik han en kontrakt i AGF på tre og et halvt år.
Måske klubben var faldet for hans fart, for han blev hurtig en kantspiller med speed i, som publikum altid forventede sig noget af, når han fik bolden i fart. Kombineret med hans lange indkast betød det, at han hurtig gjorde en forskel og lagde op til flere mål. Men han kunne også selv score, hvilket han allerede viste i hans debutkamp hjemme mod Fremad Amager i 1. division, hvor han scorede et af AGF’s fire mål i en 4-1 sejr.
Det var nu ikke fordi, at White fik scoret så mange mål i sin tid i AGF. Efter AGF var rykket op i Superligaen igen i 2007, spillede han 71 kampe og scorede kun seks mål. Det sidste mål faldt i en udekamp i 2009 mod SønderjyskE, hvor White scorede sejrsmålet i en 3-0 sejr.
Jeremiah White – den tredje for at være helt nøjagtig – var uden for banen en meget religiøs mand, der eftersigende fandt troen, mens han var i AGF. Hans nyfundne kristne dyder forhindrede ham nu ikke i også, at være kilde til uro i spillertruppen, hvor mange opfattede ham som selvfed og selvhævdende og i hvert fald en gang, røg White i slagsmål med en holdkammerat til træning.
Også daværende AGF-træner Erik Rasmussen kunne ikke med den kontroversielle White:
– White er en af de få spillere, jeg har arbejdet sammen med, som jeg aldrig bliver rigtig begejstret for. Han skabte en giftig atmosfære. Han tøvede ikke med at bagtale Brian Steen Nielsen overfor mig, mens jeg får en tur, når han snakker med Brian Steen. Hvilket ikke er det smarteste, når nu vi er henholdsvis cheftræner og sportschef med ret tæt kontakt, fortæller Erik Rasmussen således i sin bog “Tilgiv mig”.
Erik Rasmussen ender da også med at lade Jeremiah White gå i december 2009 – et halvt år før hans kontrakt udløb. Officielt fordi hans lukrative skatteforhold ændrede sig, da han ikke længere kunne arbejde under den såkaldte forskerkontrakt.
– Jeg har haft det godt i AGF, men på grund af en markant ændret skattesituation har jeg sammen med min familie fundet det bedst at søge nye græsgange, sagde White til AGF’s hjemmeside i forbindelse med sin afgang.
Efter sin tid i AGF fandt White aldrig en tilsvarende succes i en ny klub. Senest har han spillet få kampe for New England Revolution i den amerikanske liga efter han egentlig havde stoppet sin karriere, men det blev en kort fornøjelse og White koncentrer sig derfor nu om sit eget firma og om sin twitterprofil, hvor han ikke sætter sit lys under en skæppe. Her kan man således læse, at White er: “Far, direktør og seksuel dynamo…”
Maciej Lykowski
En der ikke var en dynamo – i hvert fald ikke i et fodboldmål var den polske målmand Maciej Lykowski, som kun fik en enkelt kamp for AGF i Superligaen. Heldigvis fristes man til at sige, for i den kamp lukkede han hele seks mål ind. Det vender vi tilbage til.
AGF lejede den den gang 23-årige Maciej Lykowski hos den polske klub Legia Warszawa. Det skete i oktober 2001 efter han havde været til prøvetræning om sommeren. Aarhusianernes normale reservemål, Henrik Bødker var skiftet til FC Aarhus, så der var brug for en reserve for den daværende sidste skanse, Erik Boye.
Men den 26. november havde Erik Boye bøvl med sin skrøbelige ryg, så Lykowski måtte træde til, da Esbjerg fB kom på besøg på Aarhus Stadion. Det skulle han aldrig ha’ gjort, for efter 90 minutter stod der 1-6 på lystavlen. AGF lå den gang og rodede i bunden, mens det gik bedre for Esbjerg, som med en sejr kunne hænge sig fast på topfeltet.
Så måske, der var motivationen til forskel, måske AGF’erne ikke kunne klare at undvære navne som Scott Sellars – der var han igen – Mickey Doyle og Leon Andreasen, der alle havde karantæne eller måske var det bare en af de dage, hvor målmanden havde glemt sine handsker hjemme i Polen.
Første EfB mål faldt på et hjørnespark, hvor Lykowski ikke kom ordentlig ud af sit mål. Det andet mål faldt også på en dødbold og det gjorde det fjerde også – på et hjørnespark, mens Esbjergs sidste mål var et langskudsmål. Alle mål, som de blot 3.000 tilskuere denne dag på Aarhus Stadion med rimelighed mente, at polakken godt kunne ha’ reddet.
Ikke en god første dag på kontoret for Lykowski, som da heller aldrig nogensinde igen kom til at stå på AGF’s førstehold. I sommeren 2002 rykkede han til Viborg, hvor han blev reserve for sin landsmand – den hyggelige og rummelige Arek Onyszko. Men Lykowski fik aldrig spilletid for førsteholdet i Viborg, så i december 2003 rykkede han i stilhed tilbage til Polen, hvor han sidst er set i 2009 i den tredje-bedste række, hvor han spillede for GLKS Nadarzyn. Hvad der siden er blevet af ham, vides ikke. Men mon ikke de i Esbjerg med glæde stadig tænker tilbage på den gang de mødte AGF i november 2001 og vandt hele 6-1.
Dioh Williams
AGF’s til dato dyreste spillerindkøb kom også til Aarhus langvejs fra – nemlig fra Liberia. Men Dioh Willams havde nu haft godt tid til at akklimatisere sig til det nordiske klima al den stund, at han først havde spillet fire år for BK Häcken i Sverige inden han i 2007 kom til AGF for 6.5 millioner kroner. Dog havde AGF ikke selv haft den store pung oppe. Det var nemlig et playersponsorat, der gjorde klubben i stand til at hente Dioh Williams, som havde scoret 55 mål for Häcken i 130 kampe. Her havde han blandt andre spillet sammen med Stig Tøfting, der var overmåde begejstret for Dioh Williams:
– Dioh er rigtig god. Jeg mener, at han har potentiale til at blive et af de bedste køb i dansk fodbold. Umiddelbart er han spinkel at se på, men han er faktisk meget fysisk stærk, samtidig med at han er hurtig og har et godt spark. Men det mest fantastiske er hans driblinger. Han kan lave nogle ting, som man ser meget sjældent i dansk fodbold. En “Henry-type” – dog uden helt at nå hans niveau – endnu, sagde Tøfting til Ekstra Bladet, da Dioh Williams kom til Aarhus.
Desværre levede Dioh Williams aldrig op til de store forventninger. Han debuterede godt nok med et mål i Randers og lagde derfor endnu mere til de store forventninger, der var til ham. Men hurtigt viste det sig, at han var mere interesseret i at gå i byen end at leve op til sin høje indkøbspris. Han blev således mere end én gang spottet i det aarhusianske natteliv inden træningsdage, og han var da også notorisk kendt i klubben for at komme for sent til træning og til andre aftaler.
Det hjalp så heller ikke, at Dioh blev alvorligt skadet og var ude i en lang periode med en ødelagt akillessene, der gjorde det vanskeligt at få det helt store gennembrud. Så i januar 2011 sendte sportschef Brian Steen Nielsen Dioh Williams tilbage til Gøteborg, hvor hans tidligere klub Häcken holder til.
– Dioh er en af de mest spektakulære spillere, der er hentet til AGF i nyere tid, og for et par sæsoner siden var han godt på vej til at få sit helt store gennembrud. Men så rev han sin akillessene over, og siden da har han haft svært ved at finde sit niveau. Dioh var gået i stå hos os, og derfor er det bedst for alle parter, at han kommer til en anden klub, hvor han kan kickstarte sin karriere. Vi ønsker ham held og lykke og håber, at han får succes. Det fortjener han, sagde Brian Steen Nielsen til Tipsbladet.
Dermed nåede klubbens dyreste indkøb kun at score 12 mål for AGF i 60 kampe. Heldigvis var nogen af dem rene perler og har man hang til fodboldnostalgi af den aarhusianske slags, så søg på YouTube på “Dioh Williams, Vejle” og se hvorfor AGF betalte mere end seks millioner for den afrikanske svensker fra Gøteborg.
Skriv et svar