Jesper Lange har været småskadet det meste af sin tid i AGF, men nu er han ved at finde topformen på AGFs træningslejr i den tyrkiske by Belek.
Det er ind til videre kun blevet til to mål fordelt på spilletid i 15 kampe, men målene skal nok komme, forsikrer den hårdtarbejdende angriber.
– Jeg synes, jeg har mange ting at bidrage med. Jeg er udmærket klar over, at man ikke udelukkende vinder fodboldkampe på at løbe meget og hjælpe holdet. Det er målene, der tæller, men jeg føler også, at jeg kan skabe mange mål, selvom jeg ikke har den sidste fod på bolden. Jeg kan give en ro til holdet ved at arbejde hårdt oppe foran. Men naturligvis skal jeg score mål – og gerne mange flere, end jeg har gjort indtil videre. Det tror jeg også på, at jeg kan, men jeg vil gerne have, at det andet – energien, fighten, løbevilligheden – ligger som en bund i mine præstationer. Er det på plads, skal målene nok komme, siger Jesper Lange til klubbens hjemmeside.
– Det er selvfølgelig vigtigt, at jeg vælger mine kampe med omhu. Men jeg elsker at jagte de bolde, der måske er lidt håbløse. Jeg synes tit, at jeg kan få noget godt ud af de situationer til gavn for holdet, siger den 28-årige angriber.
Han håber på at bide sig fast på holdet i foråret og være med til at spille AGF væk fra bunden.
– Det kunne være fedt med en god oplevelse i den første kamp mod FC København på hjemmebane, hvor jeg synes, at vi skylder lidt. Vi skal selvfølgelig gerne have tre point, men i hvert fald ikke tabe, og så følge op med videre avancement i pokalen. For hele foråret håber jeg, at vi kan slutte i den bedste halvdel, og personligt går jeg efter at spille så mange minutter som muligt, for sker det, skal målene nok komme, slutter han.
AGF spiller søndag den sidste træningskamp mod NK Maribor.
Skriv et svar