Det kom som en overraskelse for de fleste, da Søren Larsen tirsdag eftermiddag via AGF meddelte, at han indstillede karrieren med øjeblikkelig virkning. For Søren selv var der ingen tvivl: Knæet kunne ikke mere. Vi har talt med angriberen dagen derpå.
Først og fremmest; hvordan har du det i dag?
Jeg har det helt ærligt rigtig mærkeligt. Jeg har i 32 år brugt al min tid på fodbold, og lige pludselig er det slut. Det er meget svært at beskrive, hvordan jeg har det. Jeg føler mig nok lidt tom indeni i dag. Jeg er dog optimistisk omkring fremtiden. Jeg finder forhåbentlig noget, som jeg kan kaste min kærlighed på og som kan få mig op ad stolen en gang imellem. Jeg er ikke en person, som gør tingene halvt, så det skal være noget, som jeg virkelig brænder for. Det skal samtidig være noget, hvor jeg har rimelige arbejdstider, så jeg har endnu mere tid til familie.
Tirsdag formiddag vidste du endnu ikke, hvad fremtiden indebar. Om eftermiddagen kom pressemeddelelsen. Hvad skete der i de timer?
Jeg mødte op tirsdag morgen og vidste, at den ikke gik. Jeg informerede Brian, Peter, fysserne, lægen og spillerne om det. Jeg har fået suget 70 milliliter ud af knæet i løbet af 2,5 uge, og jeg har stort set ikke lavet noget. Samtidig er smerterne ulidelige, når jeg prøver at være lidt med i træningen, så det var til sidst ikke en særlig svær beslutning. Det var lidt ligesom et plaster, der skulle rives hurtigt af… Av av og så ellers videre. Nye mål og nye oplevelser.
Hvad er det største, du har oplevet i din tid i klubben?
Jeg synes, at det var fantastisk at lave 3 mål i min første kamp fra start mod FCM. Hold kæft en entre… Det var sjovt!
Og over i den anden grøft – hvad med nedture? Vi snakkede sammen efter kampen mod Sønderjyske, hvor du virkede temmelig lettet over at have scoret. Var der decidere kriser for dig personligt?
Ikke i AGF. Jeg havde en rigtig dårlig periode som fodboldspiller i mit første år som Toulouse spiller. Av, den var svær. Der havde jeg ikke den store lyst til at spille fodbold mere, men jeg kæmpede videre, og det gav bonus, for når Morten Olsen ringede, var jeg klar til at gribe chancen. Hjem til landskampe og mål, og så var jeg i live. Bagefter hjem til helvede og træne videre for at være klar 2 måneder senere, hvis Morten fik brug for mig. En mærkelig tid. Ellers så har jeg aldrig været typen som tillader mig selv at samle på nederlag. Der findes ikke den ting, man ikke kan træne sig ud af. Indtil nu med mit knæ.
Nu er beslutningen så taget. Hvad skal de næste dage og uger gå med?
Jeg vil stille mig til rådighed for AGF. Jeg er uddannet kostvejleder med speciale i aktiv ernæring og inden for fysisk træning, og så har jeg 13 års erfaring indenfor topfodbold, og hvis AGF er interesseret i at gøre nytte af det, så skal de bare sige til, så er jeg klar. Det er det mindste jeg kan gøre. På længere sigt skal vi hjem til Køge og have bygget hus på vores grund, som vi har haft siden april 2008, og så skal vores familie slå lidt rødder inden et evt nyt eventyr.
Og en sidste hilsen til fansene?
Tak for denne gang! Og tak for tiden i den hviie trøje, som jeg bar med stolthed hver gang, jeg gik på banen. Held og lykke i fremtiden.
Skriv et svar