Det er sket i næsten samtlige kampe i foråret; AGF kommer bagud, inden der er spillet tyve minutter, og så er det op ad bakke. Det skal århusianerne forsøge at undgå i aften mod FC Nordsjælland.

Det er næsten blevet kotyme i AGF, at holdet får en dårlig start på kampene. Der går sjældent ret lang tid, før modstanderne har bragt sig i spidsen, så århusianerne skal frem og skabe kampen.

– Vi kan jo ikke benægte facts, men der er selvfølgelig absolut ikke noget, vi går efter. Jeg synes, der har været nogle kampe, hvor vi er blevet presset meget tilbage. Og når man bliver det, så giver det nogle muligheder for modstanderen på dødbolde, som vi ikke har været så gode til at håndtere. Derudover har vi lavet nogle personlige fejl, som også har sat dem i gang. Så jeg synes, det er lidt en kombination af flere ting, der er årsagen, siger cheftræner Jesper Fredberg til Århus Stiftstidende.

Det er dog lykkedes at komme igen et par gange på udebane, hvor kampene i Randers og Sønderjyske gav fuld valuta, men det slider på spillernes humør at komme bagud.

– Det er mentalt op ad bakke, men jeg synes, vi håndterer det rigtig godt. Det er et godt parameter at måle spillerne på. Men jeg må indrømme, at jeg glæder mig til den dag, hvor vi fører 2-0 med en halv time igen. Og det tror jeg også, drengene trænger til at få lov til, så de kan spille frit og ikke skal jagte noget hele tiden, siger Fredberg.

Der er kick off på kunstgræsbanen i Farum klokken 19.00.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here