AGF TIFO RANDERS KAMP SFA

Det er efterhånden længe siden jeg har blogget herinde. Meget vand er løbet under broen siden. Både på fanscenen, men i særdeleshed også på banen og den nødvendige udrensning rent ledelsesmæssigt er sket.

Af Jacob Grunnet

Foråret 2014 står for mange AGF-fans som den måske hårdeste tid, vi endnu har oplevet, og det siger ikke så lidt. Ligesom nedrykningen i 2010 stod man tilbage frustreret, svigtet og uden håb for fremtiden. 11 kampe tabt i streg. Alt virkede meningsløst, og jeg husker Viborg ude, hvor vi tabte 0-3, hvor jeg var ved at indse, det værst tænkelige scenarie formentlig ville ske. En tur hvor vi rent fanmæssigt leverede noget af det bedste, vi nogensinde har præsteret. Næsten 1500 fans hvor samtlige var klædt i hvidt, samlede sig, da spillerne havde mest brug for det. Men hvor virkede det meningsløst efter kampen. Dagen idag er jeg dog stadig stolt af den fanmæssige præstation, der blev leveret den dag. 

Jeg erkendte for alvor nedrykningen den 8. maj i Slagelse. Da FC Vestsjælland scorer til 2-1 i slutningen af kampen, og man nu vidste, de ville tabe 9. kamp i streg, vidste jeg, det var slut. Jeg husker at sidde på tribunen efter kampen og kæmpe for at holde tårerne tilbage sammen med mange andre med hovederne begravet i hænderne. En følelse af magtesløshed og at give så meget til en klub og kun få skuffelser tilbage i hovedet. På busturen på vej hjem var jeg klar til at dødsdømme den aktive fanscene. Jeg troede ganske enkelt ikke, vi kunne rejse os. Nok måtte være nok. Tre nedrykninger på otte år. Det virkede meningsløst, at de aktive fans rent faktisk havde leveret et flot niveau på tribunen gennem hele foråret. Umiddelbart efter nedrykningen havde jeg følelsen af, at det var beviset på, vi aldrig får succes som fodboldfan i Aarhus.

Her lidt over tre måneder efter nedrykningen står jeg med en helt anden følelse. Jeg gik hjem fra torsdagens kamp med en god fornemmelse og en tro på projektet omkring AGF. Et levende Speakers Corner hoppede samlet med ryggen til over en sejr mod Fredericia. En hverdagskamp hvor vi forinden ikke havde vunder i knap et år på hjemmebane. Bare tre måneder forinden havde dette scenarie virket urealistisk. En glimrende indsats fra Speakers Corner! Sange som “Aldrig gir vi op” og “Selv de dage hvor håbet virker borte” har aldrig været mere rammende. TIFO’en til den første kamp mod Roskilde viser meget godt, hvordan AGF skal løfte sig. Fans og spillere skal løfte sig samlet!

Men hvorfor skulle vi tro på AGF denne gang? Efter alle disse år med krise hvorfor er det så nu, skuden vender? Det er også svært at sige om det gør, men der er et projekt at støtte op om. To frontpersoner i Jacob Nielsen og Morten Wieghorst. To mænd med ambitioner, og to mænd med erfaring i at drive en fornuftig superliga klub. Indtil videre har de også tacklet dette transfer vindue fantastisk i mine øjne. Spillere, som ikke længere har niveauet eller viljen, er udskiftet, og fornuftige indkøb er foretaget. Det virker seriøst ud af til, og det smitter!

Rent fanmæssigt er det det, der gør at man bevarer entutiasmen og passionen. Selvom nogle kampe rent stemningsmæssigt ikke vil være som i Superligaen, gav Fredericia-kampen mig tro på, at vi kan holde et fornuftigt niveau! Det er det som “Det Nye AGF” har brug for. Opbakning fra os fans! Kun med vores opbakning kan vi løfte AGF tilbage til at være en stabil Superligaklub. Du er efterhånden jubeloptimist så snart du bare tror lidt på AGF, men jeg forbeholder mig retten til at tro på “Det Nye AGF”. Vi rejser os samlet!

Til slut vil jeg gerne gøre lidt reklame for den forestående Horsens-tur d. 28. September. Samlet For Aarhus arrangerer togtur, og vi håber i vil støtte op! Vigtigst af alt, er dog i er på AGF-afsnittet. Det bliver en af sæsonens helt store ture!

Vi ses på tribunen!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here