2012_Bo_henriksen 500x350

 

AGFFAN.dk har talt  med horsenstræner Bo Henriksen, der forventer et tæt opgør på NRGi Park hvor Horsens vil byde AGF’erne op til dans. Han har respekt for AGF som besejrede AC Horsens med 1-2 i Horsens i september, men det generer ham langt fra at kampen på torsdag skal spilles i Aarhus.

Bo Henriksen, træner i AC Horsens, ser frem til at møde AGF i Aarhus. Faktisk passer det ham fint at kampen skal spilles i Aarhus, hvor han mener at hjemmeholdets spillere ikke er trygge.

– Vi vil selvfølgelig altid helst spille hjemme, men lige mod AGF gør det ikke noget at vi skal op på deres hjemmebane, for det er ikke et sted de føler sig specielt trygge, siger han med et lille grin og fortsætter, mine spillere føler sig sindsygt trygge i at komme på udebane og der er vi rigtigt, rigtigt dygtige og velfungerende.

Og netop det faktum at AGF blot har vundet en enkelt kamp på eget græs i hele kalderåret 2014, er noget som Henriksen er opmærksom på:

– Det er klart at rent psykisk så sidder det oppe i hovederne på de AGF-spillere, og jo længere kampen skrider frem hvor AGF ikke fører, jo mere går tilskuerne imod dem, så det er der ingen tvivl om at det er noget vi vil udnytte som hold og have fokus på. Det er ikke sådan at vi render rundt og tænker på at de skal buhe af deres egne, men jo længere tid vi kan holde dem fra fadet og jo mere vi kan have bolden, jo mere vi kan frustrere de her AGF-spillere og jo nemmere bliver det for os.

Horsenstræneren glæder sig meget til kampen i Aarhus som han forudser vil blive tæt. Han ser dog stadigvæk AGF som favoritter:

– Jeg forventer mig at det bliver et ret tæt opgør, og så forventer jeg selvfølgelig at vi kommer ud og prøver at byde op til dans og se om vi ikke kan ryste et halv-formsvagt hjemmehold. Det er jo en fodboldkamp imod et rigtig godt fodboldhold, som gerne vil spille fodbold og som også, alt andet lige, vil prøve at have bolden meget. Så det er jo en af de kampe som der er noget krydderi i og det er også en af de kampe vi kan lære noget af. Og så skal spille vi for AGF’s tilskuere og det er altid liv og glade dage, så det er en af de kampe som vi glæder os allermest til og det er jo sådan det skal være, siger han.

Efter kampen i Horsens den 28. september, AGF’s seneste sejr, langede AGF-anfører Steffen Rasmussen ud efter horsens-spillerne. Målmanden mente at de tilsidesatte AGF’ernes helbred i nogle situationer og blev bakket op af Jens Jønsson, der mente at både Steffen Kielstrup og Janus Drachmann snildt kunne have fået to gule kort hver. Efter kampen lagde Bo Henriksen heller ikke skjul på at hans hold spiller meget fysisk, og det er ikke noget han har tænkt sig at lave om på.

– Vi spiller ligesom vi plejer, og det vil sige at vi arbejder stenhårdt og vi tackler, så det håber jeg da stadig er en del af fodboldspillet. Ja, vi går til den, men det skal vi gøre. Det forventer jeg af mine spillere, men vi er ikke svinske. At Steffen Rasmussen så synes at vi spiller hårdt, det må stå for hans regning, sådan er det jo. Vi går ud og arbejder stenhamrende hårdt igen og tackler, selvfølgelig gør vi det. Hvis Steffen Rasmussen ikke har lyst til det, så kan det være at han skal blive i omklædningsrummet, udtaler han og understreger at Horsens vil forsøge at dominere bolden og spille fodbold.

– Vi kommer ud med 120 i timen og ser om det ikke kan lade sig gøre at vinde den fodboldkamp på vores præmisser, på den måde som vi gerne vil spille fodbold på. Og så vil vi så sandelig også prøve at bevare bolden på vores fødder i stedet for at det er AGF, der har bolden hele tiden, siger han.

Og Steffen Rasmussen kommer heller ikke til spille kampen imod AC Horsens på torsdag. Han er nemlig ude i to-tre uger med den drilske ryg, som tidligere har voldt problemer.

Kampen mellem AGF og AC Horsens fløjtes i gang på torsdag på NRGi Park kl. 19.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here