Emil_Scheel_Foto_AGF.jpg

AGFFAN.dk bringer i samarbejde med AGF Fanclub Aarhus en række interviews med tidligere spillere i AGF. Idéen fandt form og koncept takket være Josephine Gretlund. Glødende AGF-fan og formand for Københavner udvalget i Fanklubben samt aktiv part af AGF Fans Sjælland. Hun har tidligere bl.a. lavet artikelserien Mindernes Allé om tidligere AGFere (Håvard Flo, Leon, Halvor m.fl.) samt stadionanalyser.

 

Tekst: Emil Scheel
Fakta og Redigering: Josephine Gretlund (November 2014)

Jeg begyndte at gå til fodbold i sommeren 1996. Jeg var seks år gammel. Jeg startede i Hellerup Idrætsklub, HIK, som lå lige ved siden af min skole. Dengang hed det ”lagkage-fodbold”, og alle børnene rendte rundt efter bolden i en stor pærevælling. Træningen blev tit afbrudt, fordi der fløj en flyvemaskine forbi. På daværende tidspunkt var professionel fodboldspiller min helt store drømmeprofession, næstefter astronaut og Batman.

I HIK spillede jeg gennem årene også håndbold og tennis. Faktisk var jeg på et tidspunkt på førsteholdet i både fodbold og håndbold, men det var altid fodbolden, der kom i første række. Vi havde en utrolig god årgang 90 som mikro- og miniput, men som lilleput og drenge tabte vi terræn til eliteklubberne omkring os. Af denne årsag skiftede jeg til Lyngby som junior og tog det første store spring med DM-titlen samme år.

Måden jeg kom til AGF på gav mig i sig selv, en masse tro på egne evner. Det hele startede med et opkald til den daværende Sportschef Brian Steen Nielsen og en efterfølgende prøvetræning.

At komme til AGF som ubeskrevet blad og gå der fra som superligaspiller, har givet mig en viden om og tro på, at jeg gennem hårdt arbejde kan opnå de mål, jeg sætter – dog med de realistiske briller på. Denne viden har jeg taget med videre og opnået nye mål med Silkeborg IF, og forhåbentlig er der endnu flere mål, der bliver indfriet i fremtiden.

Jeg kom til AGF som 20-årig, så min fodboldopdragelse havde jeg mere eller mindre fået, og så alligevel ikke. AGF lappede en masse huller, både taktisk, teknisk og fysisk. Opholdet gjorde mig helt sikkert til en bedre fodboldspiller, og uden AGF havde jeg ikke været der, hvor jeg er i dag. Det er jeg sikker på.

Min relativt korte karriere har givet mig et fundament for fremtiden. Jeg har de seneste år bevist, at jeg kan begå mig i superligaen. Og jeg håber og tror på, at det stadig kun er begyndelsen på noget større.

Højdepunktet i min hidtidige karriere er mit mål mod Lyngby til 3-2 i min hjemmebane debut for Silkeborg IF. Vi mødte min gamle klub Lyngby, som ikke gav mig chancen som seniorspiller for alvor. Flere gange havde jeg siddet trippende på bænken for AGF, men denne gang var første gang, jeg spillede mod Lyngby, så her skulle jeg virkeligt bevise noget. Vi var bagud 0-2 med en halv time igen, så både måden vi vendte slaget på, og det at blive matchvinder var en kæmpe forløsning.

Jeg husker min første træning i AGF meget tydeligt. Dennis Høegh (nu Hobro IK) tog godt imod mig på Fredensvang, og uden at det skal blive alt for pladderromantisk, så var det starten på et godt venskab. På træningsbanen spillede vi et possession-spil, hvor mine lunger kom på prøve efter en rus-uge på universitetet. Jeg var benovet over niveauet, men jeg følte, at jeg kunne være med. Dog spillede jeg over for Martin Jørgensen i store dele af træningen, jeg følte, at han havde øjne i nakken den dag.

Nogle af minderne der står klarest er mine to debuter. Den første var selve debuten i den hviie trøje mod Fredericia i 1. division. Det var et stort spring, jeg havde taget, og et af de føromtalte mål der blev indfriet. Vi vandt 1-0 på mål af Peter Graulund, men vi blev alligevel pebet af banen, fordi tilskuerne ikke mente, at sejren var stor nok. Der fik jeg et billede af, hvor meget AGF betyder i Aarhus, og hvor store forventningerne er til klubben. Det andet minde er min første kamp i Superligaen. Vi skulle møde HB Køge på hjemmebane, og min far var taget fra København for at se kampen, fordi Peter Sørensen havde givet mig et praj om, at denne kamp meget vel kunne blive min første superligakamp. Det var en stor oplevelse og dejligt at have opbakning med på tilskuerpladserne.

Jeg kunne nævne mange sjove episoder fra min tid i AGF, for eksempel da Søren Berg eller Staff tog pis på en eller anden, Martin Jørgensen der stak et utal af spillere til bødekasseformanden, eller Dan Tomassen der misforstod udtrykket ”fuld og på rulleskøjter”, og troede at folk rent faktisk havde rulleskøjter på i byen.

Men en episode der gentog sig var sten-saks-papir-kampene, før man skulle i bad. Der var fire brusehoveder, og hvis alle fire var optaget, skulle man slå sten-saks-papir for at komme i bad. Hvis man tabte alle fire, måtte man ikke gå i bad til stor jubel for hele omklædningsrummet. Dertil kunne man nemt få hældt kakao, shampoo, eller hvad der nu kunne hældes og kastes udover sig, inden man så sig om.

Jeg følger stadig med i AGF. Jeg har stadig mange gode bekendtskaber på det nuværende hold, og jeg håber da, at Aarhus igen får et hold i superligaen til sommer.

Mit nuværende fodboldliv foregår i Silkeborg, mens mit private liv foregår i Aarhus, hvor jeg stadig bor. Desværre går det ikke som håbet i Superligaen, men jeg håber, at jeg kan fortsætte min udvikling samt præstere godt på banen og blive ved med at score mål. Jeg er glad for at være i klubben. Vi har en god trup med potentiale, rutine og ikke mindst godt humør. Det kortsigtede mål for fremtiden er at blive oppe, og selvom det ser svært ud på nuværende tidspunkt, så skal vi bestemt ikke afskrives.

På mellemlang sigt vil jeg gerne prøve mig af i noget større, men det kræver fortsat hårdt arbejde og yderligere udvikling, men det er helt sikkert et mål og en ambition.

Det er svært at spå, om jeg kommer i den hviie trøje igen. Det må tiden vise.

Emil_Scheel_i_snif_trje_Foto_Silkeborg.jpg

Fakta: Her har redaktionen snydt lidt, da Emil Scheel ikke har haft sine barndomsår i AGF, men først kom til AGF som seniorspiller fra Lyngby Boldklub i 2010. Han blev i 2011 en permanent del af A-truppen i AGF og fik sin debut 21. april 2011 mod Fredericia.

I august 2013 skrev han under på en 2-årig aftale med Silkeborg IF.

Emil Scheel er født 18. marts 1990.

Tekst og billeder er leveret af AGF Fanclub Aarhus

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here