danielchristensen608

Daniel Christensen har fået en imponerende start i AGF. Venstrebacken er da selv også godt tilfreds med sit første halvår i klubben, men vil nu bruge vinterpausen på at forbedre især sit defensive spil.

DC, som han kaldes, kom fra SønderjyskE og han har på ingen måde fortrudt, at han skiftede Superligaklubben ud med et hold i NordicBet-ligaen:

– Det første halve år har virkelig været skønt. Jeg er glad for at være i AGF, og som jeg har sagt mange gange før, så føler jeg, at jeg er kommet til en storklub. Selvom vi spiller i 1. division, har det været et skridt opad for mig, siger Daniel Christensen til AGF.dk.

Der var en helt særlig grund til, at den 26-årige venstreback valgte AGF, da han skulle videre fra Sønderjyske – nemlig spillestilen:

– Jeg havde også brug for at komme til en klub, hvor man spiller på den måde, jeg gerne vil spille fodbold på. Nu havde jeg bevist, at jeg kunne være med på højeste niveau, og hvis jeg skulle udvikle mig yderligere, skulle jeg et sted hen, hvor man spillede den form for fodbold, jeg foretrækker. Det har jeg fået med mit skifte til AGF, og det har været meget tilfredsstillende.

Selvom han har fået en god start i klubben, og bl.a. har scoret tre mål, er der alligevel elementer i spillet, han gerne vil forbedre. Det skal vinteropstarten bruges til.

– Jeg synes, jeg har fået en god start i AGF, men selvfølgelig vil jeg altid gerne bygge mere på mit spil. For eksempel vil jeg gerne forbedre mit defensive arbejde, og det vil være mit primære fokus her i opstarten – selvfølgelig uden at det sker på bekostning af offensiven, hvor jeg fortsat gerne vil bidrage med assists og mål, siger Daniel Christensen.

DC har i sine ind til videre 21 kampe for AGF scoret 3 mål.