u15_tyskland

AGF har et særdeles talentfuld t U15-hold. Det blev endnu tydeligere, da de unge aarhusianere i weekenden vandt den store indendørsturnering, Volkswagen Cup med en finalesejr på 2-1 over Wolfsburg.

Volkswagen Cup blev afholdt i Flensburg, hvor ti spillere og tre ledere fra AGF’s U15-hold tog til allerede fredag for at forberede sig optimalt inden lørdagens turnering.

Det var tredje år i streg, AGFs U15-hold var inviteret til turneringen, hvor det tidligere er blevet til 3.- og 4. pladser.

Ud over AGF var der deltagelse af: HSV, Wolfsburg, Werder Bremen, FC København, Esbjerg fB, Flensburg 08, Fortuna Düsseldorf, Holstein Kiel og FC Angeln 02.

– Vi arbejder i øjeblikket meget mentalt omkring vinder-attitude. Efter den anden kamp i puljen, som vi tabte til Holstein Kiel, talte vi om at attituden var helt forkert, hvis vi gerne ville videre i turneringen. Den attitude, som drengene herefter viste, kan jeg ikke sætte en finger på, roser AGFs U15-træner Morten Mølkjær.

– Vi er virkelig tilfredse med den indsats, drengene leverede. Både offensivt og defensivt var vi rigtig gode, og vores holdindsats var bedre end vores modstanderes. Drengene skal roses for deres parathed, for det er svært at skulle spille på det niveau, de gør i dag. Når man så tager in mente, at de skal kickstarte mentalt og fysisk syv gange på 5 timer, er vi vældig stolte over drengene, siger Morten Mølkjær.

Resultater:
AGF – Fortuna Düsseldorf 2-1
AGF – Holstein Kiel 1-3
AGF – Werder Bremen 3-0
AGF – FC Angeln 02 4-1

Semifinale: AGF – FCK 3-3(videre efter straffespark)

Finale: AGF – Wolfsburg 2-1

AGFs Quoc Minh Truong blev kåret til turneringens bedste spiller.

 

Se højdepunkter fra turneringen her