AGFFAN.dk bringer i samarbejde med AGF Fanclub Aarhus en række interviews med tidligere spillere i AGF. Idéen fandt form og koncept takket være Josephine Gretlund. Glødende AGF-fan og formand for Københavner udvalget i Fanklubben samt aktiv part af AGF Fans Sjælland. Hun har tidligere bl.a. lavet artikelserien Mindernes Allé om tidligere AGFere (Håvard Flo, Leon, Halvor m.fl.) samt stadionanalyser.

Tekst: Martin Mikkelsen
Fakta og Redigering: Josephine Gretlund

Jeg har altid spillet fodbold. Så længe jeg kan huske tilbage, har fodbold været en del af mit liv. Min far trænede allerede flugtere med mig, da jeg knap nok var begyndt at gå. Mit klubliv startede vel som 4-5 årig i Skovbakken, men det var måske et år eller to for tidligt. Jeg syntes, de andre var for store, og det var meget mere hyggeligt at sidde ude på sidelinjen og drikke saftevand sammen med min farmor. Det var for voldsomt for mig, kan jeg huske, og jeg stoppede vist hurtigt igen.

Det var først, da jeg et par år senere startede i naboklubben VIK sammen med mine skolekammerater, at jeg for alvor blev bidt af det. Det var en god tid i VIK, vi var gode. Det kulminerede i 1996, da vi som miniputter blev jyske mestre, ved at slå AGF, med bl.a. Navid Dayyani på holdet, i finalen, og så endda på Fredensvang – det var stort. På mesterholdet fra VIK spillede også Jens Gjesing, som var en af mine bedste venner.

Martin_Mikkelsen_AGF2.jpgSom helt ung var jeg også forbi både tennis og svømning, men det fangede mig aldrig. For at være helt ærlig, så er jeg ikke specielt god til andet sport end fodbold, så det var en nem beslutning for mig at satse på det.

Jeg skiftede til AGF i efteråret 1997, efter at have deltaget i efterårsprof. Det var et arrangement, hvor AGF i efterårsferien inviterede de dygtigste spiller fra hele Århus-området ud på Fredensvang (dvs. både AGF-spillere og spillere fra andre klubber), hvor vi så i et par dage skulle træne og leve som professionelle. Både mig og Jens Gjesing deltog, sammen med bl.a. Danilo Arrieta, som på det tidspunkt spillede i Lystrup. I virkligheden fungerede det vist mest som et scouting-arrangement, hvor AGF så kunne håndplukke de største talenter til deres ungdomshold. Og det er jeg lykkelig for, at de gjorde, for det betød, at jeg, sammen med Jens og Danilo, skiftede til AGF.

Min ungdomstid i AGF var generelt fantastisk. Tiden som lilleput under Bjarne Gaba var helt fantastisk. Vi havde et suverænt hold. Vi blev både jyske mestre og vandt den jyske pokalturnering. Jeg spillede venstre midt, og lavede en del mål. Vi spillede selvfølgelig vores hjemmekampe på Fredensvang. Bane 1 en lørdag formiddag kl. 10 en flot forårsdag står stadig for mig som det smukkeste sted på jorden.

Titlerne som jysk mester og jysk pokalvinder gentog sig både som 1. og 2. års drenge, om end jeg begge år havde sværere ved at gøre mig gældende, da min fysik simpelthen ikke rakte til at være kantspiller. Jeg var teknisk god, men lille og langsom, og blev mast af de store 85’ere. I ungdomsfodbold især som drenge og junior betyder fysikken meget, idet nogle er nærmest fuldt udviklede, hvor andre nærmest ikke er begyndt at vokse endnu. Jeg husker eksempelvis Duncan, som værende ligeså stor som drengespiller, som han er i dag.

Som juniorspiller fik jeg Casper Bugge som træner, og han lavede en genistreg ved at rykke mig ind som central midt. Derinde havde jeg ikke på samme måde brug for hurtighed for at udfordre og rykke forbi en modstander, men kunne klare mig med min gode teknik og min taktiske forståelse. Det er en af de trænere, jeg har lært mest af. Han lærte mig at tackle og ”gå til den”, og selvom det nok ikke er det, folk forbinder mig mest med den dag i dag, så er det hans fortjeneste, at jeg godt kan tage fat, når det gælder. Det var en fantastisk tid. På et halvt år gik jeg fra at være udskifter på drengeholdet som 2. års til at være en bærende kraft på junior-liga holdet som 1. års. Vi er nu fremme i 2001, og i sommeren 2001 blev jeg endda også udtaget til det nye U-15 landshold sammen med bl.a. Michael Jakobsen og Lasse Schøne.

Bugge gav mig i øvrigt også anførerbindet som 2. års junior.

Som 1.års ynglinge i 2003, havde vi det svært. Vores 86’er årgang var ikke specielt stærk, og mange af vores bærende 85’ere var enten skiftet klub eller rykket op på superligaholdet. Eksempelvis Anders Kure og Duncan. Som 2. års ynglinge havde vi til gengæld et fantastisk hold. Vi havde fået tilgang af to argentinere, hvor især Mauricio Ortiz var en kæmpe profil for os. Anders Kaagh eksploderede oppe foran, og mig og bl.a. Navid Dayyani og Bo Storm brillerede på midten.

Derudover trådte Jens Gjesing virkelig i karakter som midt-forsvar, selvom han havde været angriber det meste af vores ungdomstid. Det hold talte i øvrigt også Mikkel Vendelboe, som siden slog igennem i superligaen for Esbjerg, og jeg mener også, Lasse Vibe kom med i slutningen af året. Så et rigtig stærkt hold, som også betød, at både mig, Jens og Anders Kaagh fik superliga debut i løbet af det år. Det var gode tider.

Som ungdomsspiller i AGF levede jeg i min egen lille boble. Jeg havde det jo, som de bedste superligaspillere har det i dag. Jeg følte det handlede om mig. Jeg spillede i en landsdækkende liga mod Brøndby og KB (FCK), og jeg blev udtaget til landsholdet. Selvtilliden var stor, og jeg var vant til at være en af de bedste, en af stjernerne på holdet. Netop derfor ramte virkeligheden også hårdt, da jeg blev senior, for nu var jeg pludselig nederst i hierarkiet, både fodboldmæssigt og socialt. Selvtilliden forsvandt stille og roligt, og det tog mange år, før jeg fandt min identitet som fodboldspiller igen. Men det var også en lærerig tid. Jeg er stolt over, at jeg stod igennem det, og kom ud på den anden side som en bedre spiller.

Mine første senior år i AGF husker jeg ikke tilbage på med særlig gode minder. I sommeren 2004, da jeg stadig var 2. års ynglinge, svævede jeg på en lyserød sky. Jeg havde fået superligadebut 25. juli ovre i FC Nordsjælland, og jeg struttede af selvtillid. Den daværende superligatræner Sören Åkeby så et stort lys i mig. Men i en ynglingekamp ovre i AB blev jeg knæskadet, ødelagt ledbånd, hvilket kostede mig et par måneder på sidelinjen. Da jeg kom tilbage i oktober/november blev jeg kastet direkte ind i en pokalkamp mod AC Horsens, og det var jeg mildest talt ikke klar til. Jeg spillede forfærdeligt. Og som fejlene hobede sig op, blev det mere og mere nervøst det jeg lavede.

Jeg havde Brian Steen Nielsen og Stig Tøfting ved siden af mig på midtbanen, og det hjalp ikke. Det var intimiderende, og deres ekstreme vindermentalitet gjorde mig bange og utilpas, selvom det burde have inspireret. Jeg var simpelthen ikke klar mentalt. Vi endte med at tabe kampen, og den oplevelse satte dybe spor i mig. Jeg havde en downperiode efter det. Men i sommeren 2005 mente Sören Åkeby igen, at jeg havde gjort mig fortjent til at komme med til en superligakamp.

Men oplevelsen i Horsens sad stadig i mig, og kampen i Silkeborg gik faktisk endnu værre. Jeg var utrolig nervøs og følte mig overhovedet ikke god nok til at være med. Jeg håbede inderligt, at jeg ikke ville komme på banen, men det gjorde jeg. Og jeg husker faktisk ikke ret meget fra den kamp. Det sortnede for mig. Det var en af de sidste kampe i sæsonen, og AGF kæmpede for at undgå nedrykning. Presset var alt for stort for mig, og det blev sidste gang i flere år, at jeg optrådte på AGF’s førstehold.

Jeg trappede ned med fodbolden, og begyndte at studere jura. Jeg trænede kun sporadisk med superligatruppen, men hjalp i den periode AGF’s andethold til fire oprykninger i træk, fra jyllandsserien, til kval-rækken, til danmarksserien og op i 2. Division. Det var først i 2008, efter jeg havde gjort det godt på andetholdet, at Ove Pedersen begyndte at bruge mig på førsteholdet. Jeg fik et par kampe i foråret 2008, som gik okay. Men jeg var alligevel lettet, da jeg i sommeren 2008 skiftede til FC Fredericia. Jeg trængte til nye græsgange.

Min tid i FC Fredericia var generelt fantastisk. Det var her, jeg fandt min identitet, som den spiller jeg er i dag. Resultatmæssigt har det ikke været noget at råbe hurra for. Under Peter Sørensens ledelse i 09/10 sæsonen var vi dog kun tre point fra oprykning. Men generelt havde vi svært ved at leve op til klubbens store ambitioner. Alligevel husker jeg tiden som den bedste i min karriere hidtil. Uden FC Fredericia var jeg heller ikke endt i Superligaen igen. Efter en personlig rigtig god sæson i 13/14 ville Hobro have mig med i Superligaen, og det var en mulighed, jeg ikke kunne sige nej til.

Tiden i Hobro har været en kæmpe oplevelse. Jeg er trådt direkte ind i et eventyr, og selvom det resultatmæssigt er blevet hverdag for os igen, føler vi allesammen stadig, at vi er en del af noget helt vanvittigt, så det er enormt sjovt og spændende. Personligt har det seneste halve år i superligaen været lidt ud og ind af holdet.

Jeg har i nogle kampe haft lidt svært ved for alvor at sætte mit præg på kampene, men der har været nogle suveræne oplevelser ind i mellem. Jeg var med, da vi slog Brøndby 2-0 på hjemmebane i Hobros første hjemmekamp nogensinde i Superligaen. Og jeg blev kåret til man of the match, da vi mødte FCK på hjemmebane. Generelt føler jeg, at jeg har vist, at jeg godt kan være med. Men der er meget mere i vente fra mig, så jeg ser allerede nu rigtig meget frem til foråret 2015.

Mine bedste minder fra AGF-tiden må utvivlsomt være min superligadebut, hvor jeg med et fremragende indlæg til Thomas Thorninger faktisk var tæt på at være med til at sikre os en 2-3 sejr, samt kampene mod FC Barcelona. Jeg har været Barcelona-fan siden starten af 90’erne, ikke på grund af Michael Laudrup, men på grund af Romario, og siden den rigtige Ronaldo. Så at spille mod Xavi, Iniesta og Puyol bl.a., var simpelthen surrealisme, når det er vildest. I den anden kamp mod dem blev jeg af Werge og Frimann kåret til banens bedste i 2. halvleg, så der blev jeg lige et par cm højere de følgende dage :)

Jeg følger selvfølgelig stadig med i, hvordan det går AGF, gør hele Århus ikke det? Det gør ondt og føles helt forkert, at se dem i 1. division. Men uanset om det ender med oprykning i år eller ej, så ser jeg med optimisme på AGF’s fremtid. Der er simpelthen for meget kærlighed til AGF i den her by, til at AGF ikke på sigt skal kunne gøre sig gældende i den bedste halvdel i superligaen. På længere sigt vil AGF ikke kunne holdes nede, men det kommer selvfølgelig ikke af sig selv. Selvom der har været nogle bump på vejen, tror jeg stadig på det nuværende projekt med Morten Wieghorst i spidsen. De sluttede stærkt af, og så er Kim Aabech og Mate Vatsadze bare helt fantastiske. De kan stadig nå det.

HOBEFBmikkelsen_HIK_Foto.jpgJeg tror desværre, jeg har spillet min sidste kamp i AGF. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig i fodbold, men jeg anser det for meget tvivlsomt, at jeg en dag trækker den hvide trøje over hovedet igen. AGF var på en eller anden måde for stort for mig som Århus dreng. Jeg kunne ikke håndtere presset. Selvom jeg er blevet ældre og stærkere og ville kunne håndtere det meget bedre i dag, er det ikke en mulighed, jeg realistisk går og drømmer om. Men jeg vil altid holde rigtig meget af klubben, og bane 1 på Fredensvang vil altid være min ’rigtige’ hjemmebane.

Fakta:
Martin Mikkelsen er født 29. april 1986.
Som ungdomsspiller blev det til 5 landskampe.
Efter tiden i AGF blev det til 152 kampe og 16 mål for FC Fredericia.
I dag huserer han med stor succes på midtbanen for Hobro IK.

Foto: Dannie De Neergaard