Foto: AGF.dk
Foto: AGF.dk

Anders Madsen bliver den tredje talentchef i AGF på et år, når han pr. 1. marts tiltræder klubben. Han efterfølger Jesper Fredberg, som har opsagt stillingen. Det blot få uger før, at Den Hvide Tråd skulle være færdigudarbejdet. Nu må den opgave velsagtens være en for 40-årige Anders Madsen.

En håndbog for alle, hvor klubbens måde at spille fodbold på er beskrevet i detaljer. Sådan er Den Hvide Tråd blevet præsenteret, men sportschef i AGF, Jens Andersson, tager nu ikke arbejdet så bogstaveligt:

– I min verden bliver den hvide tråd aldrig helt færdig. Det er et styredokument, der hele tiden vil blive opdateret. Det grundlæggende er, at vi beskriver hvilken spillestil, der skal kendetegne AGF, og den skal jo følge hele klubben. Vi har talt indgående om unge spillere og deres uddannelse, hvad man skal kunne på de enkelte alderstrin osv. For mig er det en form for uddannelse. Det har vi talt meget om, siger Jens Andersson til jp.dk.

Det bliver fra 1. marts 40-årige Anders Madsen, der skal stå for implementering og udvikling af Den Hvide Tråd ned gennem ungdomsrækkerne. Et job, som sportschefen mener er skræddersyet til netop Anders Madsen, da han har arbejdet med talenter i de seneste 20 år hos AaB, FCM og senest AC Horsens.

– Anders har en profil og et cv, som betød, at jeg ganske tidligt i processen hæftede mig ved ham, siger Jens Andersson og uddyber:

– Han er hårdtarbejdende og har god erfaring med ungdomsspillere. For mig var det interessant at finde en kandidat, der havde erfaring med ungdomsfodbold, og som deler vores syn på at spille fodbold.

Anders Madsen har senest været ansat i AC Horsens som talentchef, assistenttræner og chefscout. Han tiltræder i AGF pr. 1. marts.