Foto: AGF.dk
Foto: AGF.dk

Græsset er grønnere i Vildbjerg. Det mener man i AGF, hvorfor truppen fredag var rykket til netop Vildbjerg for at spille en intern træningskamp. Selvom holdene stillede op i hvad der kunne ligne et A- og et B-hold, vil cheftræner Morten Wieghorst ikke kommentere på den teori. Man arbejder således på flere scenarier.

– Der er flere scenarier. Det kommer også an på formation. Det er ikke sådan at jeg siger, at ’det her partout er den formation og der mangler én eller to pladser at blive besat’. Sådan tænker jeg ikke. Der er flere scenarier, hvor der er flere i spil. Vi har mange spillere, der gerne vil spille, og i dag fik vi David Cortes med, som har været ude i længere tid med knæproblemer, og det var dejligt, siger Morten Wieghorst til stiften.dk.

Den interne træningskamp, som i øvrigt endte 2-2, var henlagt til Vildbjerg, da baneforholdene eftersigende er knapt så hårdtprøvet på de kanter i forhold til Fredensvang. Dog var forholdene ikke som på træningslejren i Spanien:

– Det var godt at få prøvet at spille på det danske underlag, som er helt anderledes end det, vi spillede på i Spanien. Det er vigtigt at spillerne har fået en smag for, hvad det er der venter os når vi skal spille de første runder i foråret, siger cheftræneren.

AGF spiller første turneringskamp i 2015 den 15. marts på udebane i Gladsaxe mod AB.