Foto: AGF.dk
Foto: AGF.dk

Allan K. Jepsen, der er træner for AGF’s U17-hold, er nået til enighed med klubben om en to-årig forlængelse af hans kontrakt.

Det er næsten to år siden at Allan K. Jepsen startede i AGF som U14-træner. Sidste år overtog han arbejdet med U17-holdet, og det skal han fortsætte med at træne mindst to år mere.

– Vi er enormt glade for fortsat at kunne nyde gavn af Allans ekspertise, hårde arbejde og personlighed. Allan er fagligt dygtig, og han er god til at lære fra sig på banen og skabe kultur og værdier omkring sig. Det er kvaliteter, vi har brug for i forhold til den proces, vi har sat i gang i talentafdelingen. Han er et trænertalent, der giver spillerne meget, og vi enormt glade for, at han har valgt fortsat at bruge sine kræfter i AGF, siger talentchef Anders Madsen til AGF.dk.

For Jepsen, der har fået sin fodboldopvækst i AGF’s ungdomsafdeling, spillet 200 superligakampe og spillet i blandt andet Hamburger SV og Heerenveen samt ungdoms- og A-landskampe, var det ikke en svær beslutning at sige ja til en forlængelse.

– Jeg er glad for at træne i AGF, jeg trives fantastisk godt sammen med de andre trænere, og jeg befinder mig godt som cheftræner for U17. Jeg skal stadigvæk udvikle mig meget som træner, og det er der gode muligheder for på U17, udtaler han.

– Jeg synes, det er spændende at være med til at præge kulturen og træningsmiljøet i AGF, og jeg føler også, at jeg kan bidrage med meget – eksempelvis i forhold til ærgerrighed og disciplin. Det er vigtigt, at der bliver stillet krav til spillerne – fremfor alt til de dygtigste spillere, så de ved, hvad der kræves af dem, hvis de har ambitioner om at nå helt til tops. Jo før de møder modgang, desto større er chancen for, at de også lærer at tackle den og bliver i stand til at tage skridtet op på højeste niveau.

Allan K. Jepsen er i besiddelse af UEFA’s A-licens, der er den næsthøjeste træner uddannelse.