Foto: AGF
Foto: AGF

Nyindkøbet Morten Nordstrand har stadigvæk ikke scoret for AGF, men det skal nok komme. Det er både han og Morten Wieghorst sikre på.

I sidste weekends kamp imod Skive fik Morten Nordstrand hjemme-debut på NGRi Park. Den 31-årige angriber var tæt på at blive matchvinder i slutningen af kampen, men desværre måtte han se sit skud stryge lige forbi mål. Dermed ligger hans seneste scoring stadig mere end halvandet år tilbage. Nemlig 17. august 2013.

Den rutinerede angriber har da også scoret hele 60 mål i 187 superligakampe, så han ved om nogen, hvor målet står. Men for at målene skal komme, skal relationerne til medspillerne også være der, og det mener han at de er ved at være.

– Selvfølgelig vil jeg gerne score, og jeg går jo på banen hver gang for at gøre det. Nu føler jeg, det er tæt på. Målene skal nok komme, også i og med jeg hele tiden lærer holdkammeraterne bedre at kende, udtaler Nordstrand til Lokalavisen Aarhus.

Læs også: Nordstrand: Skiftet har givet mig gløden tilbage

På trods af, at det ikke blev til mål i weekenden, var Nordstrand glad for sin debut som AGF-spiller på hjemmebanen.

– Jeg har spillet her masser af gange, men det var specielt at komme ind med den hvide trøje på og ligesom være en af drengene. Det havde betydet så meget at score der. Vi ville så gerne have de tre point, så det var ærgerligt at se den gå forbi. Det havde været en drømmedebut, hvis det var sket, men det må komme næste gang.

Cheftræner Morten Wieghorst er trods manglende mål ikke i tvivl om, at det er det rigtige at have Nordstrand med fra start, hvilket han har været i begge forårets kampe.

– Vi skal sørge for at sætte Nordstrand op til chancer, og han skal selvfølgelig sørge for at udnytte dem, når de opstår. De var der også mod Skive. Han havde i hvert fald to rigtig gode chancer, og det ved han også godt selv.

Læs også: Wieghorst: Pibekoncert var helt på sin plads

– Han er en vigtig mand for os, og jeg er ikke i tvivl om, at Nordstrand nok skal komme til at score mål, afslutter Morten Wieghorst over for Lokalavisen Aarhus.