Mate Vatsadze

Solen stod højt over et velbesøgt NRGi Park, som her til eftermiddag dannede rammen, da AGF spillede 1-1 i topkampen mod Viborg FF. 

Kampens første halvleg bød på godt med chancer til begge mandskaber. Måltavlen havde blot tikket i 14 sekunder, da Viborg sendte en afslutning i favnen på Steffen Rasmussen. AGF ville dog også være med, Mate Vatsadze havde et par nærgående forsøg, hvoraf  det ene strøg tæt over mål. Stephan Petersen, der stod for oplægget til Vatsadzes gode mulighed, forsøgte sig også. Efter 18 minutter strøg Alhaji Gero fra Viborg igennem AGF forsvaret. Fri med Steffen Rasmussen afsluttede han på overliggeren, og AGF fik afværget det, der muligvis var årets afbrænder i 1. division.

Ligesom i det seneste opgør mod Viborg FF, hvor Alexander Juel Andersersen begik straffespark og fik rødt kort, var det igen en personlig fejl, der satte Viborg  i gang. Efter 24. minutter koksede det for Steffen Rasmussen, der sparkede en clearing i hovedet på Serge Deble, og så kunne anføreren ellers se bolden trille ind i et tomt mål, 0-1 til Viborg. Morten Nordstrand var tæt på at udligne i minutterne efter men måtte se sin ellers gode afslutning gå i sidenettet. Kort før pausen kom Viborg igen til en afslutning alene med Steffen Rasmussen, der fik pareret. AGF fik efterfølgende et kontraangreb, der dog ikke for alvor blev farligt, og så kunne AGF gå til pause bagud 0-1.

AGF havde ikke de store muligheder i det første kvarter af 2. halvleg, hvor Viborg FF virkede en tand skarpere en århusianerne, der var dog muligheder i begge ender. Steffen Rasmussen diskede op med endnu en stor redning, da Gero fra Viborg for anden gang i kampen var alene med målmanden, der parerede bolden væk.  I det efterfølgende angreb havde Daniel Christensen et udmærket afslutning, men ind kom den ikke.

Med tyve minutter igen havnede bolden hos Johan Bjørdal efter en hjørnesparkskombination, men nordmanden havde heller ikke heldet med sig. Med et kvarter  igen var Viborg tæt på at lukke kampen, men heldigvis for AGF gik afslutningen på stolpen. Det så længe ud til, at AGF skulle tabe kampen. Men så drev Stephan Petersen bolden frem og lagde den af til Jesper Lange, der afsluttede på bagerste stolpe, hvor Mate Vatsadze stod klar og satte foden på udligningen. Solskinskampen endte dermed 1-1

Resultatet betyder, at AGF har seks point ned til Lyngby på tredjepladsen og forsat seks point op til Viborg på førstepladsen.

AGF spiller næste kamp søndag d. 26 april mod Vejle på udebane.

Kampfakta

Resultat:

1-1 (0-1)

Målscorere:

0-1 24′ Serge Deble

1-1 90′ Mate Vatsadze

Advarsler: 

Viborg FF –  Marcel Rømer(27′) Sebastian Andersen (36′) Serge Deble (53′) (Antonio Stankov 86′)

AGF -Johan Bjørdal (53′)

Opstilling:

Steffen Rasmussen – David Cortés, Johan Bjørdal, Jens Jønsson, Daniel Christensen – Helgi Danielsson(Alexander Juel Andersen 77′)- Kim Aabech, Danny Olsen(Davit Skhirtladze) – Stephan Petersen, Morten Nordstrand(Jesper Lange 60′), Mate Vatsadze.

Tilskuertal: 8.747 (Sæsonrekord)