Mate Vatsadze

Igen i går blev Mate Vatsadze afgørende for AGF. Med sin 15. scoring i NordicBet Ligaen sikrede han point til AGF, der nu er ubesejret i 11 kampe.

Det er tydeligt, at AGF’s topscorer georgiske Mate Vatsadze helst vil spille inde centralt foran mål og ikke ude på venstrekanten. Men på trods af, at han ikke spiller på sin favorit-position fra start hver gang, scorer han alligevel. Dermed gør han det svært for Morten Wieghorst ikke at placere ham på den tyndt besatte venstrefløj.

I går var det da også fra en placering tæt under mål, at Bødlen fra Tiblisi fik sat sidste fod på en ripost fra terrieren Jesper Lange.

– Det var et nemt mål. Jeg stod først for, da bolden kom retur efter at have ramt stolpen, og så var det bare at skubbe den ind over stregen. Jeg er angriber, og prøver altid at placere mig tæt under mål, så det er mig bolden kommer ud til først, sagde Vatsadze til Aarhus Stiftstidende efter kampen.

Se målene fra topkampen mod Viborg FF

Men en ting er den personlige succes, der har været længe undervejs for Vatsadze. Noget andet er, at oprykningen skal i hus, og det er det vigtigste. For hvis det ikke lykkes at komme tilbage i Superligaen kan det hele jo være lige meget.

– Jeg er rigtig glad. Mit job er at score mål, og i dag hjalp det igen holdet til point. Det er ok, selvom jeg gerne ville have spillet en bedre kamp. Men det vigtigste er, at vi får point nok til at rykke op, og derudover betyder det ikke så meget for mig, hvem der scorer målene. Bare holdet vinder, fortsatte han over for avisen.

Læs også: Jønsson: Vi rammer ikke dagen

Næste modstander på vejen mod Superligaen er Vejle, der tager imod AGF på søndag. Vejle, der var modstanderen, da AGF startede sin stime som ubesejret. Det var den 6. november 2014 og AGF vandt 4-0, lad os håbe, at de gør det igen!