Alexander Juel Andersen har været lidt ude i kulden efter sin dårlige indsats mod Skive. I kampen mod Vejle var han dog tilbage på sin vandte plads i det centrale forsvar.
Først blev han flyttet ind centralt af Morten Wieghorst, der ser ham som central forsvarsspiller, så leverede han skidt mod Skive, og et nogle kampe efter var han tilbage på højre back mod HB Køge. Det er blevet til lidt af hvert for Alexander Juel Andersen, der i gårsdagens kamp var tilbage på den plads, som han er bedst på.
Da Juel var uden for start-11’eren efter sin dårlige præstation mod Skive, var han tydeligt frustreret, hvilket han også gav udtryk for. Det lader dog til, at der er kommet lidt mere ro på situationen, og Juel har fået en forklaring på, hvorfor han mistede sin plads.
– Ja, det har vi snakket om. Der er nogle ting, som cheftræneren gerne vil have, jeg forbedrer, og det klart, nu er det kun tre uger siden, vi havde den snak, så der har ikke været lang tid til at forbedre de ting. Men jeg har nogle fokuspunkter, dem har jeg arbejdet hårdt på, og så ellers bare vist ham, at jeg er klar, som da jeg kom ind til sidst mod Viborg, sagde Juel til Aarhus Stiftstidende efter kampen.
Læs også: AGF-træner: Vi må ikke lukke nogen indenfor
Men spilletid er dog trods alt det vigtigste for Juel, der spiller der hvor Wieghorst vil bruge ham. Der er ingen nykker over at blive flyttet rundt i det lidt tyndt besatte forsvar.
– Morten Wieghorst ser mig som midtstopper, og jeg gør, hvad der er i holdets tjeneste. Jeg spillede back mod HB Køge, men jeg vil selvfølgelig helst spille på den samme plads hver gang. Men så længe jeg bare spiller, må det andet komme i anden række, rundede han af over for avisen.