Daniel Christensen

Inden vinterpausen var der seks point op til Lyngby, og det var AGF, der var i den jagende rolle. Otte runder senere er der vendt op og ned på det hele, og AGF er ni point foran Lyngby på tredjepladsen med syv kampe tilbage. Spillerne vil dog stadigvæk ikke snakke om oprykning.

Selvom det ser godt ud for AGF med ni point ned til den nærmeste konkurrent, vil Daniel Christensen ikke snakke om oprykning. Det handler for ham om at holde fokus:

– Vi ser kun på kampen mod Brønshøj. Kan vi lave et godt resultatet der, så skal de to hold lige under os mødes, og så kan vi forhåbentlig øge yderligere eller holde den afstand, vi har nu. Det vil være dumt at se længere frem, siger venstrebacken til Jyllands-Posten.

– Vi har været gode til i foråret at holde fokus. Vi har ikke kigget på stillingen, og vi har ikke ladet os rive unødigt med. Vi behøver ikke flyve højt, bare fordi vi er inde i en god stime. Tidligere i AGF kunne det måske være sådan, at man kunne det hele efter et par sejre. Vi har fundet et fint niveau. Det stiger os ikke til hovedet. Det er vigtigt for os, og det kommer vi længst med, udtaler Christensen.

AGF møder i næste kamp Brønshøj på hjemmebane. Det er søndag d. 3/5 med kick-off klokken 15.30.