Marcus Hulk Solberg

Marcus Solberg har allerede i en tidlig alder været særdeles hårdt ramt af skader. Den unge angriber har udelukkende fokus på at vise sig frem for træneren og spekulerer ikke over, at han har kontraktudløb til sommer.

Det er endnu ikke blevet til spilletid for 20-årige Marcus ‘Hulk’ Solberg i denne sæson, da forstadiet til en diskusprolaps i efteråret og et vrid i anklen i foråret har blokeret for spilletid, og med kontraktudløb om 2 måneder, bør han være desperat for at vise sig frem. Solberg tænker da ikke på sit kontraktudløb:

– Jeg har ikke så lang tid til det, bare et par måneder. Men det tager jeg stille og roligt. Jeg spekulerer faktisk ikke på det. Der er stadig noget tid til. Jeg er bare nødt til kun at koncentrere mig om fodbold, siger Marcus Solberg til Jyllands-Posten.

Han ved, hvad der skal til for at gøre sig fortjent til en eventuel kontraktforlængelse:

– Jeg tager det, som det kommer. Jeg tænker ikke så meget på det. Jeg skal bare blive ved med at træne godt og få nogle minutter på banen. Jeg skal vise mig frem for træneren, og så tager jeg det til den tid. Det eneste, jeg tænker på, er, at jeg skal yde noget her i AGF.

Marcus Solberg er én blandt syv spillere med kontraktudløb til sommer.