Aabech: Den er sikker nu

Aabech

Der var en afslappet og let stemning i spillertunellen efter torsdagens sejr. Den helstøbte indsats betød, at Roskilde stort set ikke kom frem til chancer, og med yderligere tre point til kontoen turde Kim Aabech godt at kalde oprykningen for sikker.

Med sin scoring til 2-0 fik Kim Aabech sat NordicBet-mål nummer 15 ind på kontoen, tre færre end topscorer Mate Vatsadze. AGF fører nu med 13 point ned til Vendsyssel, der har seks kampe tilbage, og efter kampen havde Aabech ingen problemer med at kalde oprykningen for sikker.

– Den er sikker nu, det er den. Vi har været inde i så god en stime, og vi har så meget tro på det hold her, og med de kampe vi mangler kan jeg ikke se, at vi skulle tabe alle fem og Vendsyssel skulle vinde alle seks.

Læs også: Staff: En gennemkontrolleret kamp

Under alle omstændigheder er der i hvert fald en god chance for, at oprykningen sikres i løbet af de næste to kampe, der spilles i Aarhus foran den tilbagevendende mobiltribune, og det er noget hele holdet glæder sig til.

– Ja, det bliver super fedt! Det er klart, at vi vidste, at hvis vi fik et godt resultat i dag, så har Vendsyssel nogle svære kampe i de næste to runder, hvor de har Fredericia ude og Horsens ude. Der får de højst sandsynligt ikke seks point, og så kan vi jo i bund og grund selv afgøre det på hjemmebane og det bliver jo helt fantastisk, når man tænker på, at vi måske ikke har været helt skarpe på hjemmebane. Publikum fortjener en god oplevelse, og det tror jeg de får her i de kommende uger.

Læs også: AGF fortsætter marchen mod Superligaen

Men en vindertype som Aabech stiller sig naturligvis ikke tilfreds med en andenplads på topscorerlisten. Og selv om han afviser, at der skulle være noget på højkant mellem ham og Vatsadze, så kunne han ikke dy sig for at sende en drillende hilsen til sin angrebskollega.

– Jeg synes jo, at jeg spiller Mate mere end han spiller mig, sagde Aabech med et stort grin før han fortsatte i en mere seriøs tone:

– Han gør et skide godt arbejde og selvfølgelig har han fortjent at være topscorer. Men det er klart, vi konkurrer mod hinanden, og vi vil selvfølgelig gerne begge to være topscorer.

Den interne konkurrence kan fortsætte på torsdag, hvor AGF tager imod Fredericia i NRGi Park.