Wieghorst: Vi er forberedt på, at det ikke bliver helt let

Morten_Wieghorst_AGF--2

I aften mødes de to mest formstærke hold i foråret: AGF og FC Roskilde. Morten Wieghorst mener, at det bliver den sværeste kamp af de seks kampe, der resterer.

Aftenens modstander FC Roskilde har hentet 22 point i ti kampe i foråret (en udsat kamp mod HB Køge fra efteråret er medregnet), mens AGF har hentet 21 point i sine ni kampe i foråret. Det er altså to meget formstærke hold, der skal kæmpe mod hinanden. Cheftræner Morten Wieghorst ved, at det bliver svært:

– Ja, de har jo flere point end os lige nu. De har så også spillet én kamp mere, men vi er forberedt på, at det ikke bliver helt let. Det kan godt være en kamp, hvor vi ikke kommer til at have bolden lige så meget, som vi gerne vil, for mod Roskilde er det vigtigt ikke at komme til at stå for højt uden at have intensiteten i presset. De er gode til at fange modstanderne, så vi skal sørge for at få afsluttet vores angreb og ellers passe godt på bolden, siger Wieghorst til stiften.dk.

– Det er et hold med fart, der kan true dig i omstillingerne, men de kan også godt spille den godt rundt i egne rækker. I min verden bliver det formentligt den sværeste kamp af de seks, vi mangler endnu, udtaler cheftræneren.

FC Roskilde-AGF bliver spillet på Roskilde Idrætspark. Kampen sparkes i gang klokken 19:00 og vises på TV3 Sport 1.