Danny-Olsen-660x280

AGF spiller i aften mod Fredericia på hjemmebane. Og selvom århusianerne skulle gå hen at vinde, er oprykningen endnu ikke matematisk sikker, men det vil unægteligt se godt ud. Det mener Olsen også, men han advarer mod hovmod, når de spiller i Superligaen.

AGF er med fem runder igen 12 point foran Vendsyssel og Lyngby, som er deres nærmeste konkurrenter. Alle pile peger på, at AGF rykker op, og oprykningen kan blive endegyldigt sikret mod HB Køge på tirsdag. Danny Olsen mener, at holdet i første omgang kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning i Superligaen:

– Jeg synes, holdet har gjort det rigtig godt i en lang periode nu, og vi har et godt fundament at bygge videre på. Men Superligaen er hård. Der er mange gode hold deroppe, og vi kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning til at starte med. Så vi skal ikke, hvis vi rykker op, rende rundt med armene hævet over hovederne, og tro, at vi skal spille med om top-placeringerne. Det ser ud til, at der er en del spillere, der forlader os henover sommeren, ligesom der nok også kommer nyt ind. Der er i hvert fald brug for at skærpe truppen, hvis vi skal kunne klare os, siger midtbanespilleren til stiften.dk.

Han glæder sig dog til højst sandsynligt at vende tilbage til Superligaen:

– Det er noget, vi har spillet for hele sæsonen, så jeg glæder mig til at komme tilbage til den bedste række, hvor jeg synes, klubben, men også mange af spillerne i truppen, fortjener at være.

Danny Olsen har spillet 26 kampe og scoret tre mål for AGF i denne sæson.