AGF spiller i aften mod HB Køge, cheftræner Morten Wieghorst er sikker på, at holdet er klar til at revanchere sig efter nederlaget mod Fredericia.

Efter en flot stime på 14 kampe uden nederlag, led AGF i torsdags nederlag. I aften skal holdet rejse sig, når HB Køge kommer på besøg.

– Efter så mange kampe i træk uden nederlag, så skal vi ikke gå i panik over at tabe en kamp. Jeg har sagt hele tiden over for gruppen, at der er ikke noget, der er overstået, før vi matematisk er sikret. Så jeg har holdt kursen, og det ved spillerne godt. Omvendt er vi stadig i en rigtig god position. Vi har tabt en kamp, efter en lang periode med gode resultater, og man kan sige, at vi havde købt os selv retten til at tabe en kamp med den lange periode. Men jeg har det sådan, at når man så har tabt en kamp, så skal man sørge for at komme tilbage på sporet i den næste, og der føler jeg som gruppe, at det vil vi, siger Wieghorst til Stiften.dk.

Han er sikker på, at aftenens kamp ikke bliver nem.

– Jeg tror, at HB Køge vil performe godt her i Aarhus. De fleste hold synes det er spændende at komme ind på en god bane, hvor AGF er favoritter. De er et hold, der har givet os to tætte kampe allerede, og de vil komme og gøre det svært for os. De er et udmærket hold, der spiller med en anden aggressivitet i deres pres, også på udebane. Det tror jeg bestemt, at de vil holde fast i, siger cheftræneren til Stiften.dk.

Kampen har kick off 18:30, du kan læse vores optakt til kampen her.

Foto: AGF.dk