Kasper Povlsen

Kasper Povlsen har været i AGF i 12 år, men nu er det slut. Hans kontrakt bliver ikke forlænget, så han har været på udkig efter en ny klub.

Povlsen kom til AGF i 2003 fra Dronningborg. Indtil 2008 spillede han i AGF’s ungdomshold, men blev så herefter rykket op til A-holdet, hvor han har spillet lige siden. Eftersom hans kontrakt løber ud, har han kigget efter en ny klub at spille i:

– Der kommer snart en afklaring på, hvor jeg skal spille. Jeg har ikke fået så mange kampe i denne sæson, og min kontrakt løber ud nu. Så er det naturligt nok at se på andre muligheder, og det har jeg gjort på det seneste. Der er så dukket noget spændende op. Det glæder jeg mig til. Så jeg har truffet min beslutning. Vi skal lige have det sidste på plads, siger Kasper Povlsen til Jyllands-Posten.

– Det er lidt vemodigt. Jeg har spillet i AGF siden 2003. Det er mange år. Men jeg kommer nok forbi og kigger ind en gang imellem. Jeg har haft en fantastisk tid i AGF, selv om vi har haft nedture. Jeg har nydt at være her, og det gør jeg stadig. Men jeg skal tænke på min egen karriere, og det gør jeg så nu, udtaler den 25-årige midtbanespiller.

Kasper Povlsen har spillet 187 kampe og scoret fire mål for AGF.