nicolaijohannessen

Det har været sparsomt med spilletiden i AGF for Nicolai Johannessen, der også blev hentet ind som reserve. Det prædikat har han ikke kunne kaste af sig, og med en trup der ser ud til at blive forstærket markant, ser det svært ud.

Ni kampe er det blevet til i den hvide trøje, og det ser heller ikke ud til, at Morten Wieghorst vil satse på den unge forsvarsspiller fremadrettet. Derfor ser han sig nu om efter en ny klub og forlader klubben. Hvis det ikke lykkes i sommerpausen så, når hans kontrakt udløber til vinter. AGF holder dog næppe på ham.

– Jeg ser ikke mine chancer i AGF som særlig store. Nu rykker vi op i Superligaen, og der skal forstærkes i alle kæder, så jeg kommer nok endnu længere væk fra holdet, end jeg er nu, hvilket jeg ikke er interesseret i, så jeg har sat min agent i gang med at kigge efter noget nyt, sagde Nicolai Johannessen efter dagens træning på Fredensvang.

– Jeg vil gerne spille på så højt et niveau som muligt, men det vigtigste for mig lige nu er spilletid. Jeg ved ikke, hvilket niveau, det bliver på, men jeg skal ud og have fast spilletid nu, sagde han.

Johannessen har tidligere spillet i Lyngby og FC Nordsjælland.