Jeppe Kjær

Meningerne var delte, da Jeppe Kjær for et år siden blev hentet til AGF. Den lille hurtige angriber havde scoret mål på samlebånd i 1. division i sine tidligere klubber Køge og Roskilde, men kritikerne pegede på, at Kjær passer bedre ind på et hold, der spiller med hurtige omstillinger end det pasningsorienterede spil, Morten Wieghorst er fortaler for.

Det er da også blevet til ganske få chancer for at vise sig frem for Jeppe Kjær, der på trods af fem mål i vinterens træningskampe, stadig har sit første mål for AGF til gode.

– Jeg evaluerer, når sæsonen er slut, og så må vi se på det. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at jeg ikke har fået så meget spilletid. Nu må vi se. Jeg har stadig et år tilbage af min kontrakt, og det er det, jeg forholder mig til lige nu, siger Jeppe Kjær.

Så man kan godt forestille sig en situation, hvor du bliver og kæmper for det?

– Ja, det kan man godt. Jeg har været lidt ramt af skader, så det har været op ad bakke. Det er klart, det ikke er optimalt, som det er lige nu, men jeg har heller ikke lyst til bare at give op. Jeg vil gerne kæmpe for min chance. Det er en fantastisk klub at være i, og det ville være for nemt bare at gå, men nu evaluerer jeg efter sæsonen, siger han.

Jeppe Kjær er noteret for 12 kampe i den hvide trøje.