Den tidligere Randers-spiller og superligaprofil Ronnie Schwartz har været rygtet til AGF på det seneste. Rygtet har dog ikke noget på sig, hvis man skal tro Schwartz’ agent.
Ronnie Schwartz jagter spilletid i sin franske klub Guingamp, som han skiftede til sidste sommer på en fireårig kontrakt. To mål og en assist i 18 kampe er det blevet til for den tidligere Randers-spiller hos den franske midterklub. Derfor er han blevet sat i forbindelse med AGF, der efter afgangen af hele syv spillere, er på udkig efter en række forstærkninger. Allan Bak Jensen, der er agent for Schwartz, afviser dog, at et skifte indgår i angriberens planer – som det ser ud lige nu:
– Det er klart, at han er frustreret over, at han ikke har spillet mere end han har gjort. Nu var han også lidt uheldig fordi han blevet skadet lige efter at han havde scoret to mål i træk i ligaen, så det er selvfølgelig frustrerende for ham, men han er ved godt mod, lyder det fra agenten.
Kan et skifte komme på tale for Ronnie Schwartz i dette transfervindue?
– Måske. Planen er, at han skal tilbage og spille, og det er også det klubben mener. Det er klart, at hvis det ikke er tilfældet under opstarten, så må vi jo se, om der så skal ske noget andet i stedet for. Men indtil videre så bliver han i klubben. De forventer, at han kommer tilbage og spiller, så det er planen lige nu.
Og når talen falder på AGF bliver Allan Bak Jensen ikke just mere konkret.
Vil et skifte til AGF være en mulighed?
– Jeg ved det slet ikke, for det er jo ikke noget vi tænker så meget over. Det ikke relevant lige pt.
Dermed lader det til, at fans og rygtesmede må kigge andre steder hen, når de skal finde potentielle AGF-emner.