AGF-Tifo
En svær sæson er slut. AGF er rykket op, og De Hviee skal nu forberede sig på at kæmpe for overlevelse i Superligaen.

Af Heino Gudmundsen

1. division og Superligaen i Danmark er nu slut, og det er på tide at gøre status på, hvad der er godt og skidt i de forskellige klubber. Dette kommer bedst til syne gennem de opsummeringer af årets spiller og fighter, samt afsked med og velkomst til spillere.

I Aarhus har det lokale medie Århus Stiftstidende kåret årets spiller på baggrund af de karakterer som avisen har uddelt. Stiftstidende arbejder med udgangspunkt i en 6 trins skala, der er inddelt således: 0: Dumpet 1: Ringe 2: På det jævne 3: Godkendt 4: Overbevisende 5: Højklasse 6: Suveræn UB: Udenfor bedømmelse.

Altså er det et karakter gennemsnit på 3 eller derover, der kendetegner at en spiller har spillet en godkendt sæson. Men hvor mange har så levet op til det? Stiftstidende har d. 9. juni kåret Jens Jønsson som den bedste spiller over året, da han har opnået det bedste karaktersnit af de spillere, der har spillet nok gange til at komme i betragtning.

Hvornår er nok nok?
AGF er nu rykket op i Superligaen, de har været det mest scorende hold og har lukket tredje færrest mål ind i 1. division. I superligaen har kun FC Midtjylland scoret flere mål og fire hold har lukket færre mål ind. Selvfølgelig er det svært at sammenlige to forskellige ligaer, når de er på forskelligt niveau, men det er heller ikke mit ærinde. Mit ærinde er at stille spørgsmålet: Hvornår er nok nok? Altså hvad skal der til for at en spiller kan betragtes som havende spillet en godkendt sæson. Stiftstidende har karakteren 3 som godkendt, så hvis man skal have spillet en godkendt sæson, må snittet altså skulle ramme dette tal eller komme tæt på.

Og i Stiftstidendes opgørelse slår det mig at kun 8 spillere har opnået et gennemsnit på 3 eller derover. Altså er resten af truppen blevet dumpet af avisen. Særligt en spiller kan det undre ikke har opnået en godkendt karakter. Mate Vatsadze. Holdets topscorer har ikke ifølge Stiftstidende spillet godt nok til at opnå en godkendt karakter og det kan undre når han her efter sæsonen har opnået 20 mål og ca. 3 assists. Kan man forvente mere af en angriber?

Der er ikke nogen tvivl om at der er positioner hvor AGF har haft det svært, her tænker jeg særligt på forsvaret hvor især de to centerbacks, Jønsson undtaget, har set meget svage ud. Den defensive midtbane har heller ikke set lige stærk ud, hvor særligt en rutineret spiller som Helgi Danielsson ikke har levet op til de forventninger han selv eller vi som fans har haft til ham. Men når alt dette er vejet, er der vel ikke tvivl om, at holdet har levet op til de forventninger, man kunne have til dem.

En ny tid med et nyt hold
Målet for AGF hele sæsonen har været at rykket op i Superligaen. Klubben stod med en udfordring bestående af spillere der ville væk, spillere der havde mistet modet, og teknisk set to trænerfyringer (Peter Sørensen og Jesper Fredberg).

Man sagde farvel til 10 spillere i sommerperioden og goddag til 10 andre. Både afgang og tilgang fortsatte indtil september. Af de 10 spillere der forlod klubben må syv siges at være i eller tæt på startopstillingen, mens kun fire af de nye har været regulære startere i sæsonen, der er overstået.

Der var samtidigt tale om en åreladning på den defensive del af holdet, der dog ikke havde imponeret, med hele syv defensive spillere. Disse er blevet erstattet af et tilsvarende antal, men kun tre af de nye, Daniel Christensen, Helgi Danielsson og David Cortes har spillet regelmæssigt. Dette har selvfølgelig også ført til en del uro og kan vel siges at være en del af forklaringen på, at AGF havde så svært et efterår.

Forår efterår = Himmel og helvede
Der er ingen tvivl om at klubben har haft to meget forskellige halvsæsoner. Efteråret var tydeligt præget af efterveerne fra nedrykningen og den åreladning, der var i truppen. Samtidigt var foråret mere end godkendt med kun et nederlag, men måske lidt for mange uafgjorte kampe i slutningen af sæsonen. Det har været en fryd at se, hvordan holdet har været der for hinanden og særligt i den sidste hjemmebanekamp mod AB, hvor Morten Nordstrand fik scoret det første mål, og hele holdet fejrede sammen i én stor kæmpe klump.

Det tæller selvfølgelig ned at holdet ikke har præsteret resultatmæssigt på hjemmebane og her er der ingen tvivl om at det ikke er godt nok. Det er simpelthen beskæmmende, at man ikke evner at vinde mere end 6 og taber 5 ud af 17 kampe på hjemmebane. Dette kan skyldes presset fra lægterne, og at modstanderen generelt står lavere på banen. Man kan dog ikke skyde skylden på stadionet. Statistisk set har AGF i denne sæson prøvet sig frem med 3 kampe, hvor der var opsat mobiltribune, og det har ført til én sejr, én uafgjort og ét nederlag. Selvfølgelig giver det mere stemning og et større tryk, men det ser man bare ikke i statistikken. Både fans og spillere må se sig selv i øjnene og træde i karakter i forhold til at være der for hinanden. Vi som fans skal bakke op om spillerne, også når det er svært. Men spillerne skal også vise os på lægterne, at det både kan og vil den her klub. Også på hjemmebane.

Endnu en åreladning
Det kommende transfervindue bliver spændende for AGF efter at man har sagt farvel til 7 spillere og nu goddag til to nye. Det bliver spændende at se hvad der bliver tilført i sommerens vindue. Men nok er nok. AGF er tilbage i superligaen og de skal uden tvivl kæmpe for ikke at rykke ned, som alle andre oprykkere skal.

Blogindlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning. AGFFAN deler ikke nødvendigvis meninger eller holdninger.