Tribune (Diverse)

 

Fra næste sæson kan alle på 14 år og derunder komme gratis til kamp på familietribunen, meddeler AGF.

Et af målene med at give børn(t.o.m. 14 år) fri adgang til familietribunen (B1-B2) er blandt andet at styrke forholdet til de unge talenter. Desuden håber klubben, at tilbuddet vil gøre det mere attraktivt for børnefamilier at tage en tur på Stadion.

– Af mange årsager har det stor betydning for os, at vores Familietribune er velbesøgt. Først og fremmest er det især her, at fremtidens AGF-fanbase skabes, og ved at indføre fri entré for børn i dette område håber vi, at endnu flere børnefamilier vil bruge en lørdag eller søndag eftermiddag i Ceres Park, siger Rasmus Alstrup, marketingansvarlig i AGF, til klubbens hjemmeside.

Han håber samtidig også, at det bliver muligt at skabe en af landets mest stemningsaktive familietribuner.

Initiativet betyder at ‘Bjørneklubben’ bliver nedlagt. Dog forsætter de fleste af de aktiviteter, som Funzone og AGF-dagen, der har været en del af ‘Bjørneklubben’. Forskellen bliver blot at arrangementerne fremover er for alle børn.

Selvom der er fri adgang skal der, for at undgå overbooking, bestilles billet via AGF.dk.