For en AGF-tilhænger findes der næppe bedre tidsfordriv end at tænke tilbage på tidligere spillere og sætte sit eget all star hold. Der er med garanti fordrevet megen ventetid på bussen eller andre kedelige stunder med at tænke over, hvem der mon ville være bedst på den centrale midtbane? Eller det vigtige spørgsmål om hvilken målmand, der har været bedst?
Af Søren Højlund Carlsen
Således også jeg, sagde hunden. Jeg bruger usundt meget tid på at tænke på fodboldspillere – især fra Aarhus. Hvordan mon Henning Enoksen ville klare sig på det hold, der vandt pokalen i 90’erne? Hvem køber AGF mon til højre back? Hvor god var Jan Bartram egentlig? Hvilken målmand kan jeg bedst lide og så videre og så videre… Midt i sådan en tankestrøm fik jeg lyst til at lave et hold af spillere, jeg har set live. Altså ikke et all time bedste AGF hold gennem historien, men et hold bestående af spillere, som jeg rent faktisk selv har set spille på stadion. Og vel og mærke ikke nødvendigvis et hold med de – neutralt og statistisk set – bedste spillere som sådan. Men de spillere, der helt subjektivt har gjort størst indtryk på mig og som jeg har holdt mest af i den hvide trøje. For sådan sætter vi forhåbentlig alle vores individuelle all star hold.
Da jeg så min første AGF kamp på stadion i sommeren 1995 betyder det, at jeg har 20 års spillere at gøre godt med. Med den frekvens AGF gennem tiderne har skiftet ud i spillerstaben skulle det være rigeligt til at sætte et fornuftigt hold. Så here goes i en klassisk 4-4-2:
Målmand
Målmandsposten var måske den letteste af dem alle, da jeg ret beset ikke har mange at vælge imellem. Da jeg tabte mit hjerte til de hvi’e var Troels Rasmussen stoppet og Lars Windfeld sad solidt på pladsen. Faktisk gjorde han det i midt 90’erne så godt, at han blev årets målmand i Danmark i en enkelt sæson. Udover Windfeld erindrer vi også målmænd som Erik Boye, der tog over indtil Steffen Rasmussen kom til og jo har været der siden. Derudover har vi kortere perioder også haft fornøjelsen af navne som Rune Pedersen og Morten Hyldgård i målet. Men ret beset er det kun tre mænd, der har vogtet AGF’s mål de sidste tyve år. Det er ret unikt. Men vel også kun passende for en klub med en tradition for at huse dygtige danske målmand.
Jeg vælger Lars Windfeld. Dels fordi det var ham der stod i de gyldne år i midt 90’erne, hvor jeg begyndte at følge AGF. Men også fordi han i efteråret i 1997 egenhændigt – bogstaveligt talt med sine glohede hænder – holdt AGF inde i europæisk fodbold, da han stod den måske bedste kampe en dansk målmand nogensinde har stået, da AGF ude vandt 1-0 over Nantes i UEFA Cup’en og dermed gik videre.
Forsvaret
Så kommer vi til forsvaret, hvor der skal findes fire mand. En opgave, der er næsten synes sværere end at få bygget et fodboldstadion i Aarhus. For hvor har der dog været mange gode kandidater at tage af gennem de sidste tyve år. Bevares – også mange dårlige, men dem skøjter vi behændigt hen over og går lige til udtagelsen.
Højre back: Selv om han kun fik en sæson i Aarhus må højre back pladsen gå til John Sivebæk, der kom til Aarhus i 1996 efter han året før ellers var kommet hjem til hans barndomsklub Vejle. Alligevel formåede vi at få ham til klubben, hvor han i sæsonen 96/97 var med til at spille bronzemedaljerne til byen. Sivebæk var en slider og et sympatisk indslag i den sidste sæson inden den resultatmæssige istid indfandt sig på Fredensvang, og vi skal helt frem til 2009, hvor jeg – først i skikkelse af Arthur Sorin og senere David Cortés – har været lige så betaget af en højre back som jeg var af Sivebæk.
Midtstopper: Med to centerforsvarer er det lidt lettere at vælge her, og så alligevel ikke. For selv om det er de positioner på banen, der de senere år måske har været mest udskældt, så var der en gang, hvor man slog sig, når man nærmede sig det århusianske straffesparksfelt.
For eksempel på Torben Piechnik, som er mit første valg til den ene plads. En kompromisløs fighter med et vinderinstinkt man sjældent havde set. Som Sivebæk var Piechnik også med på det landshold, der vandt EM i Sverige i 1992. To år efter kom han til Aarhus fra Liverpool, og han endte med at spille 117 kampe frem til 1999, hvor han sagde farvel med en afskedskamp på den gamle bane 2 ved stadion. Ikke en ramme værdig for ham, men stadion var under ombygning, så afskeden foregik ved siden på en mindre bane, hvor NRGi Arena nu ligger. Alligevel sang vi. ”Op og nik, Torben Piec – nik og op…”
Jeg ville ønske den anden midtstopper kunne være Kent Nielsen, men han stoppede i AGF i 1994 lige før jeg begyndte at komme på stadion. Så vi må se lidt længere frem i historien. Nemlig til 1997, hvor Anders Bjerre kom til fra Lyngby. Han var godt nok oprindeligt midtbanespiller, men i Aarhus blev han omskolet til også at kunne agere i forsvaret, og gennem 191 kampe fremstod han som et af de mest lysende eksempel på AGF’s værdier om hårdt arbejde, ydmyghed og respekt, samtidig med, at han uden for banen var en gentleman og en god ambassadør for klubben. Anders Bjerre var den konstante faktor i de meget urolige år fra 1997 til 2002, hvor han som 33-årige – alt for tidligt – sagde stop for sin aktive karriere.
Tilbage som boblere til midtstopper-pladserne står navne som Leon Andreasen, Michael Nonbo, Mads Rieper, John Jensen, Anders Kure, Shane Cansdell-Sheriff, Ole Budtz, Arthur Sorin, Atle Roar Håland og Mark Howard. Spillere som gav deres blod, sved og nogen gange tårer for klubben, men som der desværre ikke er plads til på det her hold.
Venstre back: Som i mange andre klubber var – og er – venstre side i forsvaret en udskældt og svær position, hvor der ikke i min hukommelse er mange store spillere at vælge fra. Navne som Allan K. Jepsen og Lennart Bak sniger sig frem i min hukommelse, men dels spillede Bak for det meste på midtbanen og dels var Jepsen kun i klubben i ganske kort tid. Så valget er faldet på Michael Lumb, der spillede i AGF fra 2004 til 2010, og som – hvem ved – måske nu er på vej tilbage. I AGF var Lumb den første fra den meget dygtige årgang ’88, der bed sig fast på førsteholdet og især i sæsonen 2007/2008 var han helt forrygende. Siden Lumb forlod AGF til fordel for russisk fodbold har især Adam Eckersley gjort indtryk. Men valget er altså faldet på en af de få spillere på det her hold, som vi måske kan se igen i den hvide trøje.
Det var de første fem – de sidste seks, og ikke mindst en træner, følger snart.
