Foto: AGF.dk
Foto: AGF.dk

Når Morten Wieghorst har givet de unge talenter spilletid på AGF bedste mandskab, så er det sket fordi han har troet på, at de har haft niveauet. 

Det har været en god halvsæson for AGF talenter. Oskar Buur blev i starten af foråret rykket op i A-truppen. I slutningen af sæsonen kom U19 spillerne Malthe Overgaard og Michael Zacho så ind og fik spilletid. Minutterne i den hvide trøje kommer dog ikke af sig selv.

– Det starter selvfølgelig med de unge spillere selv. De skal have de nødvendige kvaliteter, og de skal have det drive, der skal til, for det er noget andet at begå sig på det her niveau. Du skal som spiller, uanset alder, være konkurrencedygtig, og have det i dig. Det er jo ikke den anden vej rundt, at du skal have chancen. Fordi det lige kunne være sjovt at se. Du skal være god nok for at få chancen. Ellers får du den ikke, siger Morten Wieghorst til Stiften.dk.

Blot 17-årige Oskar Buur har gjort et godt indtryk, og har allerede spillet 8 førsteholds kampe. Det er noget, der motiverer, mener Wieghorst.

– Nu har vi fået Oskar Buur med her i løbet af foråret, hvilket har været fint, for han har netop en udpræget lyst og vilje til at blive bedre. Det tror jeg også har animeret andre i systemet til at tage handsken op, fordi de kan se, at det godt kan lade sig gøre. Det er vigtigt for en klub som vores. Og det skal komme derfra. Det bliver aldrig nogensinde noget socialkontor det her. Der skal være nogle kvaliteter bag og et helt tydeligt drive hos den enkelte spiller. Og så skal de vide, at det er hårdt arbejde at slå igennem på næste niveau, siger han til Stiften.dk.

Oskar Buur blev i foråret forfremmet til A-holdet. Malthe Overgaard har netop fået en lærlingekontrakt, så han både skal træne med på A-holdet og U19. Sammen med Michael Zacho får han den ene af de to pladser på U19, der går til spillere, som egentlig er et år over grænsen, men som man gerne vil give lidt mere tid til at udvikle sig.