Mandag aften spillede AGF den opstartens anden træningskamp. Her blev det til en 2-1-sejr over Ljungskile fra den næstbedste svenske række. Morten Wieghorst havde efter kampen både positivt og negativt at sige om spillet.
Selv om den svenske modstander Ljungskile til daglig ikke er at finde i Allsvenskan voldte de alligevel AGF problemer. AGF var bagud et godt stykke hen i kampen, men den målfarlige Bøddel fra Tiblisi, Mate Vatsadze, fik med to scoringer vendt kampen.
– Offensivt viste vi sekvenser, hvor vi spillede hurtigt. Det gør vi tit, når vi ikke bruger så mange berøringer. Tager vi for mange berøringer og ikke spiller fremad, når vi skal, så går det for langsomt. Men vi havde fine sekvenser, som vi skal have flere af. Defensivt gav vi ikke så meget væk. Vi kommer nu op mod bedre hold end Ljungskile, så vi skal stadig forbedre os, især defensivt, udtalte cheftræneren til Jyllands-Posten efter kampen.
Læs også: To Vatsadze scoringer afgjorde testkamp
Desuden bemærkede Wieghorst over for avisen, at situationen er lidt kompleks lige nu. Eftersom AGF’s transfervindue langt fra er forbi, er det ikke til at sige, hvilke spillere, der er til rådighed til sæsonpræmieren mod Brøndby. Desuden skal AGF i kamp torsdag og lørdag mod henholdsvis dette og sidste års danske mestre, så spillerne skal også doseres rigtig.
AGF’s kampprogram for resten af opstarten:
Torsdag den 9. juli kl. 17.00: FC Midtjylland – AGF (MCH Arena)
Lørdag den 11. juli kl. 12.00: AaB – AGF (Aalborg Stadion)
Skriv et svar