For en AGF-tilhænger findes der næppe bedre tidsfordriv end at tænke tilbage på tidligere spillere og sætte sit eget all star hold. Således heller ikke for journalist og forfatter Søren Højlund Carlsen, der her fortsætter sit blogindlæg om de bedste AGF-spillere han har set.
Af Søren Højlund Carlsen
Først på sommeren startede jeg en svær øvelse; jeg skulle vælge de 11 bedste spillere fra AGF som jeg havde set i virkeligheden. Altså ikke et all time bedste AGF hold gennem historien, men et hold bestående af spillere, som jeg rent faktisk selv har set spille på stadion. Og vel og mærke ikke nødvendigvis et hold med de – neutralt og statistisk set – bedste spillere som sådan. Men de spillere, der helt subjektivt har gjort størst indtryk på mig og som jeg har holdt mest af i den hvide trøje.
Det var en svær øvelse, men det lykkes mig alligevel at få sat et fint hold. Eller i hvert fald et forsvar og en målmænd. Jeg lovede den gang en fortsættelse med resten af holdet. Derfor kommer her de sidste seks spillere og ikke mindst en træner. Da jeg så min første AGF kamp på stadion i sommeren 1995 har jeg 20 års spillere at gøre godt med, der sættes op i en klassisk 4-4-2:
Foran Lars Windfeld, John Sivebæk, Torben Piechnik, Anders Bjerre og Michael Lumb, der udgør mit forsvar skal der findes en fire-mands midtbane og to angribere. Og med især de spillere, der har boltret sig på den århusianske midtbane har det været en sværere øvelse end det har været for AGF i de senere år, at vinde hjemme i Aarhus. For i den store Henry Froms navn! Hvor har vi haft mange interessante og spændende midtbanespillere igennem systemet de sidste tyve år.
Men den første er let. For Jan Bartram vil altid være selvskrevet på mit personlige AGF hold. En elegantier hos AGF og på landsholdet. Hans storhedstid i Aarhus var godt nok før min tid i Aarhus. Han startede således i AGF i 1982, da jeg blot var otte år gammel. Her troppede han op med sin taske og spurgte om han kunne spille med og fire år senere var han en del af mesterholdet fra 1986. Efter flere udenlandske klubber og andre omveje – inklusiv en jordomrejse – returnerede Jan Bartram til AGF, hvor jeg var så heldig, at jeg nåede at se ham i 1995/1996 sæsonen. Her var han en slags spillede sportsdirektør og som sådan en markant skikkelse i klubben. Og trods den fremskredne alder var han stadig en fornøjelse at se på venstrekanten. I øvrigt har Jan Bartram skrevet en udmærket bog om sin karriere; ”Løb for livet”, som jeg varmt kan anbefale – uanset om man nåede at se ham spille.
Inde på midten opstår så de første problemer for, hvordan vælger man mellem spillere som Stig Tøfting, Brian Steen Nielsen, Leon Andreasen, Benny Feilhaber, Tobias Grahn, Johnny Vilstrup, Jakob Poulsen, Martin Jørgensen, Kári Árnason, Jesper Sørensen, Casper Sloth, Bojan Djordjic, Nocko Jokovic og så videre?
Det er nærmest en umulig øvelse og jeg forbander udfordringen langt væk. Så skal det lykkes må vi snyde lidt. Derfor sætter jeg Martin Jørgensen på højre-kanten, hvor han startede sin karriere i AGF midt i 90’erne. Så ved jeg godt, at han – da han kom hjem – spillede på midten, hvor han var rigtig god. Men han skal med på mit hold, så hans fortid som kantspiller kommer til at betyde mest. Derfor bliver der også plads til Stig Tøfting, der må være selvskrevet på ethvert historisk AGF hold. En fighter af guds nåde og en undervurderet boldspiller, der – trods nogen kontroversielle klubskifter – altid ventede hjem til Aarhus og til vores hjerter.
Stig Tøftings makker er så straks sværere. For jeg ville gerne vælge Brian Steen Nielsen, men som type mindede han jo lidt om Tøfting, og vi skal ha’ lidt færre muskler og lidt mere kattepote på den anden plads. Derfor går den til amerikanske Benny Feilhaber, der var en elegant og meget dygtigt spilfordeler, der – med sit dovent udtryk – kunne lave afleveringer fra en anden verden.
Hvor midtbanen kan give hovedbrud, så er det straks nemmere – i hvert fald mig – at vælge angrebet. For her står to skikkelser ubestridt øverst i min historie. Nemlig Håvard Flo og Peter Graulund. Trods sine kun to år i klubben havde Håvard Flo en stor andel i successæsonen 1996 og han gjorde et uudsletteligt indtryk på byen og tilhængerne, hvor alle der så ham på stadion stadig husker ham – og savner ham.
Som forfatter til hans biografi kan jeg naturligvis heller ikke komme uden om Peter Graulund. Men med 219 kampe og 100 mål i AGF trøjen må han også være selvskrevet for alle. Peter Graulund er et ikon i Aarhus og han var en kulturbærer, der tog turen ned i 1. division to gange, hvor han så hver gang blev topscorer. Hans hjerte brændte for fodbolden og for AGF, og min påstand om, at han er den største spillere i AGF de sidste 25 år, holder jeg fast i. Der kommer nok aldrig en angriber igen som Graulund, der med sin ukuelige vilje og sit varme venstreben for evigt brændte sig ind i tilhængernes hjerter.
Hvem skal så træne det her hold? Hvem er stor nok til at holde styr på 11 konger? Det kan kun blive Peter Rudbæk, som er den seneste træner i AGF, der kan prale af at ha’ vundet noget. Således stod han i spidsen for sølv- og pokalholdet i 1996 og bronzeholdet i 1997, og ganske fortjent blev Peter Rudbæk da også kåret som Årets Træner i sin tid i AGF. Hans assistent kan så blive Poul Hansen, der med sit sympatiske væsen og sit fine menneskelige blik for spillernes velbefindende lyser op i den broget flok af de mange mænd, der har været på sidelinjen de sidste tyve år.
Så summa sumarum – mit AGF favorithold fra de sidste tyve år:
Træner: Peter Rudbæk
Assistent: Poul Hansen
Lars Windfeld
John Sivebæk – Torben Piechnik – Anders Bjerre – Michael Lumb
Martin Jørgensen – Stig Tøfting – Benny Feilhaber – Jan Bartram
Håvard Flo – Peter Graulund
