Det var en meget tilfreds AGF-træner, der mødte pressen efter sejren over Brøndby i sæsonpremieren mod Brøndby.
– Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke var tilfreds. Det er første gang, vi spiller med den her startformation, og det er rigtig tilfredsstillende. Vi spiller flot i første halvleg, så det gør selvfølgelig lidt ondt at blive hentet på den måde, men jeg synes, spillerne håndterede det flot. Vi blev enige om i pausen, at sket var sket, så det var den indstilling, vi gik på banen med efter pausen. Så kommer vi foran, og Brøndby begynder at forcere mere og mere, sagde Morten Wieghorst, der dog ikke var helt tilfreds med den kaotiske afslutning på kampen-
– Det var heroisk forsvarsspil, selv om vi stod lidt for langt tilbage, men det er set før, når man bliver trykket i bund af et hold, der går efter at vinde en kamp. Der er detaljer, vi skal gøre bedre til næste gang, men vi kan dårligt klage, når vi har vundet den første kamp 2-1, sagde han.
AGF kommer direkte fra 1. division, hvor tempoet er lavere end i den bedste række, men AGF’erne havde ingen problemer med at følge med gæsterne søndag aften.
– Jeg tror, det var udemærket, at Brøndby til tider selv tog tempoet ud af kampen og var langsomme i deres opbyggende spil. Det var fint for os, men du kunne se, der var trætte ben til sidst, og vi sad på bænken og diskuterede meget, hvad vi kunne gøre for at friske holdet op, for vi vidste godt, der var blevet brugt mange kræfter. På den anden side ville vi også gerne beholde de spillere, der havde gjort det så fantastisk, på banen, så man skal finde balancen for, hvornår det er rigtigt. Derfor ventede vi lidt i dag, sagde Morten Wieghorst, der først skiftede ind med et kvarter igen.
Han var stolt af, AGF kom tilbage, på trods af gæsterne fik udlignet lige inden pausen på en klodset tilbagelægning fra Jens Jønsson.
– Selv om Brøndby fangede os lige inden pause, formåede vi at komme tilbage og score til 2-1. Hvis vi skal udvikle os som hold, og det skal vi jo, så skal vi blive bedre til at holde fast i bolden, når vi er foran. Så ville vi kunne åbne dem op, men det blev lidt for hektisk. Som jeg sagde før, er der ingen grund til at gå i detaljer med det, når vi vandt, sagde AGF-træneren.
Han havde også ros til debutanterne.
– De var allesammen stærke. Vi henter spillere ind, der passer til den måde vi gerne vil spille fodbold på, så jeg er ikke overrasket over, de gør det godt allerede. Men jeg er overrasket over, at vi som hold kan slå et hold som Brøndby, der så sent som i torsdags gjorde det rigtig flot i Europa, hvor de skaffede et flot resultat til Danmark, så jeg er stolt på spillernes vegne, sagde Morten Wieghorst efter kampen.