DC: Vi har fundet ind i en god rytme

danielchristensen608

Manden bag assisten til AGF’s første mål Daniel Christensen var overordnet set tilfreds med indsatsen i kampen mod OB, selv om han gerne ser, at der bliver lukke bedre af defensivt.

Ligesom i kampen mod Randers i sidste uge kom AGF tidligt bagud. Holdet formåede dog at kæmpe sig tilbage, men DC ser gerne, at holdet bliver bedre til at lukke af.

– Det er lidt en øv-start vi får. Det er svært at forklare. Det er nogen gange sådan det sker, og det må vi jo bare sætte en stopper for næste gang. Det er i hvert fald en start vi ikke behøver at få hver gang, for så er det op ad bakke fra start af, og det vil vi helst ikke have.

Læs også: Danny Olsen: Vi rejser os flot

– Det er lidt ærgerligt at skulle lukke to mål ind hver gang, men så længe vi også er farlige fremad i banen, så er jeg sikker på, at vi også gør det lettere. Men overordnet set så synes jeg egentlig, at det var en fin kamp.

Til aftenens kamp var det endnu engang en ny forsvarskonstellation hos AGF. DC ser dog gerne, at der findes en mere fast løsning, så relationerne i forsvaret bliver bedre.

– Det er klart at kan man spille bagkæde sammen hver gang, så er det at foretrække, og jeg er også sikker på, at vi nok skal finde frem til den måde vi vil stille op fermover. Så vil vi også få flere kampe med hinanden og lærer hinanden bedre at kende. På den måde vil vi helt sikkert også få lukket af for de der lidt ærgerlige mål de får, forklarer DC.

Læs også: AGF fightede sig til point i Odense

På den positive side bemærker han dog samarbejdet med Elmar Bjarnason, der ser ud til at være faldet hurtigt til i sin rolle på venstrekanten.

– Det er utrolig dejligt at have en spiller, som man ved giver sig 110 procent både offensivt og defensivt. Så jeg synes egentlig, at vi har fundet ind i en god rytme, men det kan stadigvæk blive bedre, og det arbejder vi på til træning hver eneste gang.

I forbindelse med Mate Vatsadzes flotte udligning til 2-2 blev OB-målmand Michael Falkesgaard skadet og måtte udgå. AGF’erne ville gerne teste andenmålmand Casper Radza, men turde alligevel ikke risikere at sætte det ene point over styr.

Læs også: AGF-målscorer: Vi skal skabe flere store chancer

– Vi ved godt hvilke spillere de har, der kan gøre ondt på os, hvis vi bare kaster alt frem til sidst. De har nogle uhyrligt stærke kontraspillere, som vi helst ikke vil løbe ind i i slutminutterne, så det bliver lidt en kontrolleret offensiv, hvor man også skal tænke på, at vi har været nede to gange i løbet af kampen og kommet tilbage. Det ville sgu være en stor bet, hvis vi var kommet ned den tredje gang også, så der skal man lige tage den med fingerspitzengefühl og så lige mærke efter, hvad der skal til. Men 2-2 efter at have været bagud to gange mod et rigtig stærkt OB-hold, det synes jeg på dagen er tilfredstillende.

Næste opgave for DC og resten af trupper er hjemmekampen med AaB på lørdag.


Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *